lørdag den 20. januar 2018

Mettes top fra Isager - med forsinkelse.


Så er jeg tilbage igen. Med en del forsinkelse.

Mettes top blev faktisk færdig engang i efteråret 
- men der har været lidt bøvl med fotos og computer OG
andre ting .. 

Kittet til toppen købte jeg i sommer, da jeg besøgte Isagers butik i Tversted.
Rigtig lækkert sted, i øvrigt.
Det skulle være en hurtig lille sommerbluse af den lækre slags.
Det sidste lykkes, det første lykkes ikke.

Det blev en bluse med mange indlagte bump og forhindringer,
trods det enkle ydre.

Det var tyndt garn og tynde pinde - og værst af alt - frem og tilbage.
Den havde jeg ikke lige set komme. 

Men som I måske kan se på foto, strikkes bærestykke først fra side til side,
og derefter samles masker op til hhv. for- og bagstykke.
De to bærestykker strikkes også hver for sig. 
Så ud over langsom strikkeproces, er der også en del montering.
Men resultatet bliver godt.


- hvis ikke man lige beslutter at det er det strikktøj,
 der skal strikkes på i flyet på vej til London.

Det viste sig at blive en noget skæbnesvanger beslutning, 
ikke mindst fordi jeg samtidig bestilte en kop kaffe.
Ja - gæt selv resten. :(

Heldigvis lykkes det med god venindes snarrådige hjælp at få det meste af kaffen vredet ud af 
strikketøjet, så jeg valgte alligevel at strikke færdig, og så måtte vaskemaskinen tage resten.

Det lykkedes i rimelig grad. Et sted anes kaffen ganske svagt,
men man kan trøste sig med, at nuancen matcher bærestykket. ;o/

Den næste udfordring, jeg mødte, var, at jeg løb tør for garn.
Ved hjælp fra Isagers forretning, lykkedes det heldigvis at finde frem til den rigtige farve
og få den tilsendt, så blusen kunne blive færdig.

Hvorom alting er - det er en fed bluse,
som jeg glæder mig til at bruge når foråret/sommeren kommer.

Den er strikket i 
Japansk Bomuld (bærestykket) og Bomulin (resten). 



Jeg er lidt bagud med blogningen - har strikket mange skønne trøjer siden Mettes top,
og de følger i indlæg, der kommer.

Men lige nu et sneak peak til min næste model ..
kan nogen mon gætte hvad det er ?


2 kommentarer:

Annes indfald sagde ...

Ihdumilde for en masse forhindringer for at strikke en bluse! Det kunne da tage motivationen fra en mindre garvet strikker..
Flot bluse i et specielt snit. Jeg har ikke set den før.
Isagers shop i Tversted er et hyggeligt sted. Det er sjovt og inspirerende at kunne se modellerne irl.
Ja... jeg ved jo godt, hvad det er du har på pindene. Den bliver så fin. Det er også spændende at strikke den. Jeg lærte da flere nye teknikker undervejs. Glæder mig til at se din version og hvad du synes om de mange finesser. God strikkefornøjelse.

Strikkeglæde sagde ...

Sikke mange forhindringer, sejt at den er færdig ikke endt i UFO-bunken. Bortset far det ser den fin ud, men man er efterhånden slet ikke vant til så meget montering.