lørdag den 22. juli 2017

Tørklæder i creative melange



Til strikkecafé hos Hønsestrik i Aalborg i foråret blev jeg inspireret til at strikke
de skønneste tørklæder i det überlækre garn Creative Melange.
Det er silkeagtigt blødt, men består af 95% bomuld og 5% Polyester.


Tørklædet i de viste blå farver er en fødselsdagsgave til en veninde
- og den blev vel modtaget. 

Tørklædet er strikket i et almindeligt zig zag mønster med farveskift
på hver 2. pind. Jeg laver ikke vendemasker, men strikker r i første maske også.
Hele tørklædet er strikket i retstrik.


Selve garnet er farveskiftegarn, og når så man strikker med 2 forskellige
farver garn, opnår man den flotte effekt.

Det røde tørklæde er til mig selv. 
Det blev færdigt på Mallorca, mens det grønne blev startet på Mallorca,
men blev færdigt efter jeg kom hjem.


Og så en lille anbefaling, hvis man er i nærheden af Nordjylland.
Vi besøgte Skulpturparken i Hune, og så disse flotte skulpturer, hhv træ og sand.
og mange flere. Rigtig flot - og et godt udflugtsmål, også hvis man fx skal have nogen 
med der bruger rollater og/eller kørestol/barnevogn eller lignende. 

Der er et stort område, hvor man kan spise medbragte madpakker, 
men der er også restaurant og cafe, og umiddelbart i nærheden ligger Hune Bageren,
der har en fremragende café. 
Hune ligger lige før Blokhus - til de ikke lokalkendte ;o)



søndag den 2. juli 2017

Retro på Mallorca



Denne  skønne Retro Sommer Top fra önling fik jeg færdig i sidste uge,
da jeg var på ferie på Mallorca.
Og den er jeg sikker på bliver et hit.

Jeg købte kittet hos Öndling på Saltum Uldfestival,
og gik i gang ret hurtigt derefter.


Jeg valgte originalfarverne fra Kathrine Hannibals opskrift
(alternativt kunne jeg have valgt en anden farvesammensætning - men hvorfor det ?
når jeg nu synes disse var helt i top ? )  ;o)

Der er i alt 6 forskellige farver - og desværre rigtig mange tråde der efterfølgende skal hæftes.
Monteringsarbejdet var det værste. 
Havde det været uld, kunne jeg strikkehæfte - men ak - nu var det bomuld. 

Men skidt, når bare man bliver glad for resultatet - og det er jeg.


Jeg er nok en af de få, der strikker på Mallorca. 
Jeg så i hvert fald ikke andre, der havde gang i pindene. 
Men for pokker da - man kan da ikke gå rastløs rundt med abstinenser på ferien ?
så hellere 'svømme modstrøms' og fyre den af på pindene.

(Lige endnu et foto med den retro - og lukkede øjne - men baggrunden måtte med.



Ud over at strikke, var vi på marked, og mange andre ting.
Havde en fantastisk uge, på skønne Mallorca.