fredag den 28. oktober 2016

Kelsale af Marie Wallin


Så får I lige det sidste af sommerens påbegyndte, og nu færdige, projekter.

Siden jeg fik Rowan Magazine No. 59 i hånden, havde jeg lyst til at strikke en af de flotte
reliefstrikkede denim bluser, der var i dette nummer.
Valget faldt på Kelsale af Marie Wallin, 
en model, som jeg var ret vild med straks jeg så den. 

Ja, jeg er dedikeret til mit medlemsskab af Rowan
Elsker når jeg får de flotte magasiner - og hvad der ellers følger.

- og Kelsale er hverken det første - eller sidste - jeg har strikket derfra.
Næste projekt er allerede i kikkerten - og der er indkøbt felted tweed til den.


Men til Kelsale valgte jeg Silkwool fra garnudsalg. Jeg brugte ca 2 1/2 nøgle.
Garnet er bare det lækreste - og trøjen er dejligt blød. 


Det eneste jeg kan brokke mig over, er de påsyede ærmer.
Det gør jeg ikke næste gang.
Jeg kan ikke finde en begrundelse for, hvorfor de skal være påsyede..
(og jeg slap heller ikke særligt godt fra monteringen  :o( ,
så en anden gang ville jeg lave raglan i perlestrikningen. 

Jeg skal lige indskyde, at til strikkecafe i onsdags fik jeg tip om at sy sammen fra vrangen,
så det skal jeg lige have gjort.  (tak for det). Men stadig ikke åbenbar grund til de påsyede.
Jeg valgte i øvrigt også at strikke trøjen rundt, og ikke frem og tilbage som i opskrift. 


Sådan se den ud bagfra,
og nedenunder for og bag. 
Jeg kan godt lide det reliefstrikkede mønster. 

Men måske er det mest en sommerbluse .. eller til forår/efterår.



Jeg er begyndt at kigge på vinter- og julegavestrik, og har faktisk kastet mig ud i den første julegave.
Herom senere.

søndag den 23. oktober 2016

Struktur må der til.


Så blev jeg færdig med den skønne trøje 'Struktur', designet af Regina Moessmer. 
Mønster og garn er købt hos Bodil Munch.
Det er det lækreste lammeuld, 'Agnes', som Bodil forhandler. 
Jeg har brugt 4 nøgler til denne bluse. 
Garnet har en superhøj lækkerhedsfaktor. Og det træder især frem efter vask. 


Særligt ved 'Struktur' er dens særlige skulderaflukning. En såkaldt 'saddellukning'.
Jeg ved ikke lige hvor heldigt, jeg selv slap fra den - men jeg er tilfreds med resultatet. 
Det er rigtigt, at den er noget stor foroven, jf. annes indlæg om sin proces.

Jeg synes ikke det gør noget den fylder lidt,
og desuden valgte jeg at lave en ekstra hestetømmeaflukning i halsen.
Det er med til at samle den lidt, så den ikke smutter helt ud over skulderen.


Jeg tror det bliver en yndlingstrøje, og jeg kunne sagtens finde på at strikke den igen.
Jeg er glad for top-down modeler, og jet kan godt lide den specielle skulder.
Nedover kommer der en let A-facon, som klæder de fleste.

Nu er efterårsferien slut - og i morgen tidlig kalder arbejdet.
Ferien er gået med praktiske gøremål, så sommerhuset kunne blive klar til vinteren, 
men jeg nåede også at få færdiggjort endnu et af sommerens projekter her i efterårsferien,
og den vil jeg vise jer en af de nærmeste dage.

Jeg er en af dem, der prøver at fastholde bloggen - for den kan nu andet og mere,
end både instagram og facebook. Så jeg vender tilbage snarest. 
Glæder mig til at læse jeres indlæg.


mandag den 17. oktober 2016

Her strikkes og hygges.


Efterårsferie - regn og rusk. 
Det gør ikke spor - for så kan man med god samvittighed krybe indendørs til brændeovnen.

Der er efterårsferie i sommerhuset i denne uge 
- og nu vil jeg vise det sidste af sommerens færdige projekter frem =
Josea poncho med ærmer, fra Lene Holme Samsøes bog 'Suveræn Strik på den feminine måde'.

Bogen holder endnu, vil jeg bare lige sige. 
Der er stadig masser af modeller deri, som jeg gerne vil strikke. 

Et af sommerens projekter blev så en poncho til Ulla.
I en flot karrygul farve, som passer flot til hende - og som hun er glad for.

Desværre blev ponchoen lige stor nok. 
Jeg fulgte opskriften, men havde valgt en alternativ garn, 
nemlig Bindestuens eget garn. 
(og ja til strikkeprøve - men patent snyder nok lidt).

Opskriften angiver ikke mål, men antal udtagninger. 
Jeg overvejer, om en let tur i tumbleren kan reducere lidt.
Det vil nok heller ikke skade, at den bliver lidt filtet. Det gør kun ponchoen tættere.

Der var rigtig mange masker på de sidste omgange, og jeg har kun strikket den på kølige dage.
(Den var noget varm  at sidde med). 


 Så et hit hos søsteren, der er glad for sin nye poncho.

Efterårsferien blev i øvrigt skudt i gang med et brag af en fest.
På Fremtidens Plejehjem, hvor vores far bor, blev der holdt efterårsfest, sponseret 
af forskellige af byens handlende. 
Aftenens clou var, at Keld og Hilda skulle underholde.

Det var en rigtig stor succes. 
Aftenens højdepunkt for Ulla, ser I nedenfor. 
Mange af plejehjemmets beboere fik sig en svingom,
og der var en fantastisk stemning - alle var glade.
Jeg tror det blev en aften, der vil blive snakket om længe,
og som lige gav et vigtigt boost af glæde til beboere og pårørende,
som vi kan leve højt på længe. 

God efterårsferie til alle.


søndag den 9. oktober 2016

Sommerkjole med snoninger





Denne kjole har været under opsejling rigtig længe.
Jeg tror jeg startede i juni, og det i noget helt andet garn.
Dengang var det perlestrik - og ja- jeg havde lavet strikkeprøve.
Men alligevel snød det.

Da jeg var nået helt op under ærmerne, opdagede jeg, at den var alt for stor.
Og det langt over det niveau, hvor en tørretumbler kunne være hjælpsom.
Så jeg trævlede op - og jeg strikkede en anden bluse i perlestrik, som I kan se,
 hvis I scroller et par indlæg tilbage.

Men - hmmm - bob bob .. jeg ville jo gerne have den kjole med snoningerne, 
som jeg havde bestemt mig for.
Så jeg valgte dette smukke blå garn Arezzo Lin fra Hjertegarn.
Det havde en fin blank overflade, som jeg fandt smuk.
Jeg strikkede og strikkede - efter strikkeprøve, naturligvis.
Men med noget af samme resultat = for stor.

Jeg valgte til sidst at gå ned i at strikke str. xs, og på'en igen.
Dennegang uden perlestrik, men i glat. 
Det var det lange, seje træk.


Jeg nåede præcis at være prøveklar for ca 14 dage siden, hvor vejret stadig var sommerligt.
Glatstrik går an i det garn, synes jeg. 

Kjolen skal jeg nok få glæde af hjemme i haven næste år.
Kjolen var ikke svær at strikke, hvis man er glad for perlestrik og lange omgange,
og I får lige her et link, så I selv kan finde opskrift, hvis der er interesse:


 I har ikke hørt så meget til mig på bloggen, siden jeg skrev om Svinkløv i starten af september.
Og ja, så brændte Svinkløv jo desværre ..  heldigvis er der planer om genopbygning.
Men det var med sorg, jeg læste om branden.

Om genopbygning lader sig gøre med min blog, ved jeg ikke.
Pluselig forsvandt I alle sammen fra min læseliste.
Jeg har kæmpet for at genoprette, og idag er det lykkes mig endelig (ser det ud til)

Har andre mødt det samme problem ? - at bloglisten pludselig forsvandt.

Jeg følte mig faktisk hægtet noget af, og var derfor ikke motiveret for selv at skrive indlæg.
Håber I bærer over med mit fravær - lige nu ser det ud til at mine stædige anstrengelser for at få jer  frem på bloglisten er lykkedes. Og det vil nok tage mig et par dage at komme omkring jeres seneste indlæg.
Nu glæder jeg mig til igen at følge med i jeres strikke- og andre - projekter.