fredag den 9. september 2016

Så er det sensommer ..


Godt og vel endda .. Vejret er sensommerligt, men vi er i september.
Da billederne her blev taget var det stadig august. 

Hver måned har sin charme, og sine traditioner. 
I august plejer vi på mit arbejde at vælge en fredag, hvor vi spiser frokost på Svinkløv Badehotel.
Det er lige om hjørnet, så at sige, og et besøg her er en god måde at få arbejdsåret 
skudt i gang.

Fantastisk sted. Jeg har skrevet om det før, og også vist billeder.
Men nu får I nogle spritnye fra i år. 
Hvert rum har sin farve, og i år sad vi i den røde stue. 
Sidst sad vi vist i den gule.
Alle rummene er smukke og meget æstetiske. Lyse og lette, og med udsigt ud over havet.


 Menuen skulle vi bestille lang tid i forvejen - mest for at vi undgik en ventetid fra køkkenet.
De har lavet en kogebog - den må jeg have på et tidspunkt. 
Ikke nødvendigvis for at lave retterne derfra, men for at se de smukke fotos.
Lige sådan en bog man kan nyde at sidde og bladre i.


En anden god Vesterhavstradition er besøg i en kollegas badehus i Blokhus. 
Sådan en sommeraften med god mad i badehuset er ikke at kimse af. 
I år var vi heldige med vejret - vi kunne sidde udenfor. 
Et andet år var der storm, så vandet nåede næsten helt op til huset.

Som en overraskelse fik vi besøg af et par unge mennesker, der var ved at lave en reklamefilm for
visit Jammerbugt. De filmede os, mens vi sad udenfor badehuset og hyggede.
Reklamefilmen vil blive vist rigtig mange steder i verden,
så nu går vi worldwide.
spændende om det kan lokke folk til .. ;o)

Husene er fredede, og man kan ikke lade dem gå i arv, og der må ikke komme flere til.
Der er en lang venteliste, og der bliver ca 1 hus ledigt hvert år.
Så der er lange udsigter - skulle man drømme om et badehus ved stranden.
Så er det jo dejligt at kende en, der har sådan et. 


Og strikketøjet ?
jo, det er den gamle traver.
Bomuldskjolen med snoninger. - 3. gang må vist være lykkens gang.
Jeg har valgt at stryge perlestrik, og strikker nu i glat. Det gør den faktisk også pænere.
Om den bliver færdig denne sommer, tør jeg ikke love. 


Ud over kjolen strikker jeg på en poncho og en Rowan trøje, men kjolen har 1. prioritet, så jeg kan få den væk, inden det for alvor bliver efterår.