lørdag den 26. marts 2016

Redy - en god model.


Skærtorsdag rundede min gode barndomsveninde Pia et skarpt hjørne,
og der stod strik på ønskesedlen.

Jeg kastede mig straks ud i Redy, som jeg ved plejer at være et hit.
Det blev den også i dette tilfælde - og også fordi farvevalget var helt perfekt til Pia.


Redy er en model, jeg har strikket flere gange før - mønster købt på Ravelry.
Dennegang valgte jeg at strikke Redy i Garzato fleeze 
- et yderst lækkert garn, de bl.a. har hos Hønsestrik i Aalborg.

Der er gået i alt 5 ngl. i denne trøje, der er strikket i str. m.
Redy er strikket på pind 5.

Eneste 'men' ved garnet er, at det forholdsvist let filtrer.
Selvom jeg vaskede på kold uldvask krøb den nogle centimeter i bredden,
men det gjorde intet i dette tilfælde, for det samlede garnet smukt, og gjorde,
at den kom til at sidde perfekt på Pia.


Jeg strikket en tilsvarende til min mor sidste år - men den kom desværre ud af vaskemaskinen
noget mindre, end da den kom ind. Og det var endda på uldvask. 
- OG vasket af mig, så jeg kan ikke engang skælde ud på personalet på plejehjemmet  ;o)
Så nu råder jeg alle til kun at vaske garzato fleeze med største forsigtighed.


Redy strikkes fra retten, og bruges fra vrangen. 
Sådan har det også været når jeg har strikket den i andre garner,
men i netop garzato fleeze synes jeg Redy er smukkest, når retsiden vender ud.
Jeg har dog hæftet enderne så usynligt som muligt - så har Pia muligheden for selv
at vælge hvilken side der skal vende ud. 

Jeg har fået lavet nyt mærke hos Ikast Tekstil - det kan I her ser på nært hold.
Rigtig god påske til alle. 



tirsdag den 22. marts 2016

Pretty as a Peacock


I kender det jo nok .. Når man ser et smukt strikketøj kan man nemt lade sig inspirere..
Da jeg så 'Pretty as a Peacock' hos Lene, vidste jeg, at det måtte på mine pinde også.
Ikke mindst, fordi jeg synes, jeg manglede et sjal at have over en pæn kjole.

Så jeg gik på Ravelry og investerede i opskrift, og var så heldig at få det smukke
Japonica Beauty garn i fødselsdagsgave. 5 nøgler skulle der bruges,
og jeg havde valgt den neutrale beige farve - den passer til de fleste af mine kjoler.
Garnet findes i mange smukke farver.


Jeg vidste, det var et større projekt, 
og derfor bestemte jeg mig for, at alt skulle gå i roligt tempo.
Derfor var det bestemt for morgenstrik i sommerhuset. 
Der skulle strikkes mindst en pind frem og tilbage hver dag i 
weekender eller ferier, så langsomt voksede det frem.

Det egner sig faktisk glimrende til morgenstrik, for det er der man er mest frisk i hovedet ;o)
Der er mange diagrammer og rapporter at holde styr på. 
Jeg ved ikke hvad jeg ville have gjort uden maskemarkører eller magnetplade til opskrift.

Det er nu heller ikke sådan et garn, der ligefrem egner sig til optrævling. 
Japonica beauty består af 76% silke og 24% mohair, 
så det filtrer let hvilket gør det vanskeligt at trævle op.
Og ikke alene det: det bliver også umuligt at samle masker op, 
eller finde tilbage til rette række i mønsteret.

SÅ tungen skulle holdes lige i munden. 
En enkelt gang måtte jeg gå nogle pinde tilbage helt lokalt, og det gik med tilbageholdt åndedræt.

Ellers må man sende Amish People en venlig tanke ..
(de laver med vilje en fejl i deres håndarbejde, idet kun Gud er fejlfri  ;o).

Jeg tror jeg startede i uge 42, og har taget den i roligt tempo lige siden.
Men så var det jeg kom i tanker om en fest her i påsken, hvor jeg lige synes jeg kunne bruge sjalet.
Og SÅ kom der turbo på  ;o)
Søndag var jeg færdig med selve strikningen .. 


Det skulle vise sig, at en ting var at få det strikket ..
Det skulle jo også blokkes ..

Dertil skulle bruges blokningswirer, som jeg måtte købe hos Rito.dk.
Jeg er ikke vildt erfaren i at blokke strikketøj, da det er sjældent jeg strikker tørklæder/sjaler,
og de billeder jeg ville have vist jer af processen, tror jeg at vi dropper  ;o)
Men det endte da vist så nogenlunde.


Til allersidst blev det presset forsigtigt ..


Og nu skulle det endelig være klar til brug. 

Pretty as a Peacock er designet af Jae Koscierzynski,
og ud over Ravelry kan mønster købes her .

Til sidst vil jeg lige vise jer et par detaljer fra mønsteret:




ps. Tak for jeres kommentarer til mit sidste indlæg.
Her ser I så noget af 'ikke-Marius' som jeg fandt på ..
På tørrestativet ligger også en Redy, som jeg kan vise jer en af dagene.

Rigtig god påske til alle. 





søndag den 13. marts 2016

En særlig Marius


Allerførst tak for alle jeres søde kommentarer til mit sidste indlæg.
Jeres ord varmer meget i en svær tid.

Min seneste Marius fik en særlig betydning, og blev derfor til mig selv.
En del af den blev strikket mens jeg sad hos min mor - når jeg ikke holdt i hånd.

Garnet var købt på en af vore ferier i Norge.
Den røde farve er Sandness Alpaka, det hvide apaka fra Hjertegarn, 
og den mørkegrå er alpaca fra Garnudsalg. 


Jeg er meget glad for den. 
Opskriften er fra Marius Strikkebogen.

Nu holder jeg lige en Marius pause, inden jeg kaster mig ud i den Marius poncho,
jeg egentlig havde lovet min mor, men som nu bliver til mig selv.



søndag den 6. marts 2016

Stilhed


Der har været stilhed fra mig et stykke tid 
- lige siden Ullas fødselsdag i starten af februar.
Vi nåede lige at fejre Ullas fødselsdag, inden der skete helt andre ting i vores familie. 

Vores mor, der i flere år har lidt af demens, var siden jul blevet tiltagende svækket,
og den 18. februar tidligt om morgen sov hun stille ind. 
Min søster og jeg var hos hende til det sidste.

De sidste 1,5 år af sit liv boede mor på plejehjem, og 
det var en glæde for os, at trods demens og deraf tab af funktioner,
bevarede mor sin milde, glade og kærlige personlighed, 
og kunne kende os, lige til hun lukkede sine øjne.

Det var også en fornøjelse for mig, at hun både efterspurgte og værdsatte de trøjer, jeg strikkede. 
Og det blev til nogle stykker gennem tiden. 

Hun efterlader et meget stort savn.


Jeg vender tilbage med mere strik i mit næste indlæg.
Strikketøjet har bestemt ikke ligget stille.

Fx fik jeg lige strikket en Mary hue til en af Ullas veninder.
Kvasten har Ulla selv lavet, så det er på den måde et fælles projekt. 

Huen er strikket i et nøgle Rowan feltet tweed, jeg havde til overs.