tirsdag den 22. december 2015

Nu er det snart ..


Uha for en måned ! 
Der er nok at se til i december - men heldigvis er det også en hyggelig tid.
Nisserne har holdt deres indtog her i sommerhuset,
og min mors stue på plejehjemmet er pyntet til jul.
Et juletræ måtte hun have.

Da hun hører til de absolutte julefans, ville jeg,
at hun skulle have træet i god tid, så hun rigtig kunne nyde det.
Så jeg fik fat i en lille gran i en potte, som jeg så har pyntet efter familiens traditioner,
og med det gamle julepynt. Ballerinaerne har hun selv lavet for mere end 50 år siden.
Så nu er der klar til juleaften - også på plejehjemmet.


Jeg havde sagt, at i år blev der ingen hjemmelavede julegaver. 
Men jo.  Ulla får denne halsedisse, som jeg har lavet af et nøgle lækkert bambusgarn
fra frujensensunikum.dk . Da jeg kun havde det ene nøgle, måtte jeg supplere
med en rest orange Semilla garn fra samme sted. 
Nu håber jeg Ulla kan lide den  - men det tror jeg, for hun var ret begejstret 
for farverne i garnet, da hun selv skulle vinde det op. 


Så var der jo også lige denne smuksak fra Rowan - 'Brannagh',
som egentlig skulle have været til mig selv. Den passede Ulla,
så den ligger under juletræet til hende.

OG en ny cape til min mor, som jeg desværre ikke fik fotograferet
før den blev pakket ind i gavepapiret. Den må I se efter jul.
Den er strikket i det lækreste funky chunky fra garnudsalg.dk .


Dukke Ulla var også i akut nød - så også hun måtte have nyt tøj.
Igen lidt lækkerier fra frujensensunikum.dk - bl.a. rester af det sorte får.

Min far fyldte år i søndags - blev fejret med lækker lagkage.
Ja, der er meget her i december - men nu er der heldigvis juleferie,
og jeg hygger mig med strik, der ikke har juleaften som deadline. 

Rigtig god jul til jer. 




lørdag den 12. december 2015

November i december


Til fiberfesten i Ry i 2014 forelskede jeg mig totalt i model 'november'
af Charlotte Tønderring.

Den er strikket i det mest lækre ITO garn fra Sensai,
60% mohair og 40% silke.
Fnuglet og luftig som sjældent set.

Starten gik i november 2014.
Jeg startede ud glad og fro, og strikkede og strikkede. På pind 3 1/2.
Det skal siges, at garnet er sytrådstyndt. 

Selvom jeg brugte mine gode Chiaogoo pinde, hoppede garnet let af,
og det er svært at samle masker op i det tynde garn.

Den endte som et hadeprojekt. 

Dvs. jeg strikkede kun på den ind imellem.
For at sikre kontinuiteten endte den som et 'plejehjemsprojekt'
så der blev strikket lidt hver gang jeg besøgte mine forældre. 
Især ærmerne var slemme. 


Men så kom jeg til raglan indtagningerne, og så kunne jeg begynde at se lyset forenden.

Jeg bør nok indskyde, at jeg synes Tønderrings model så lidt lille ud,
så jeg smed 10 ekstra masker på ryg og forstykke (20 i alt).
Det har været ok. 
Det gør den færdige trøje lidt rummelig - men det må denne luftige model gerne være (ifølge mig).

Behøver jeg at sige, at jeg elsker den nu ?
jeg er simpelthen flyttet ind i den.  

YNDLINGSTRØJEN - intet mindre.

Lækker, lækker.
I opskriften stod, at der skulle bruges 4 ngl garn.
Jeg har brugt næsten 5 = 400 kr. 
(det 5. ngl var jeg så heldig at finde på Fiberfesten 2015 - samme indfarvning).

Selv om den var hård at strikke, kan jeg kun anbefale den. 

På nederste billede er mors julegave under udarbejdelse = endnu en cape.
Dennegang strikket i funky chunky garn fra Garnudsalg. 
Den bliver god til vinter. 


lørdag den 5. december 2015

Til Julemarked på Voergård Slot


Idag trodsede vi regn og storm og drog til julemarked på voergaardslot.
Jeg må lige advare mod billedtungt indlæg 
- og så fik jeg ikke engang fotograferet i riddersal og ladebygning,
hvor det egentlige marked fandt sted.
(der havde jeg alt for travlt med at købe).


For de af jer, der ikke kender Voergård, kan jeg fortælle, at det er et af de store slotte i Nordjylland.
Det går mindst tilbage til 1300 tallet - men kommer for alvor på landkortet i 1500 tallet,
hvor det overtages af den navnkundige Ingeborg Skeel, der bygger om og bygger til
- og i det hele taget får det op at køre. 

Det er et virkelig smukt renæssanceslot, der bestemt er et besøg værd. 
Ikke mindst fordi det også indeholder en temmelig berømt kunstsamling. 
Skal lige indskyde, at min farmor var stuepige hos forvalteren i starten af 1900 tallet,
og en del af familien boede på de små tilliggende gårde og husmandssteder,
så det er lidt ekstra sjovt for os at komme der. 
Som børn hørte vi en del om livet på stedet, da det endnu fungerede som gård,
og der var masser af liv.

Idag ejes det af mateserkors ordenen (så vidt jeg ved), 
og der er ind imellem arrangementer som koncerter, middelalderdage og julemarked. 

Når der er julemarked pyntes de gamle sale op.
Igen i år er det arkitekterne Greg Kobett og Stig Lauridsen, der har stået for dekorationer og pynt.
Man må sige, at det er gjort med en høj grad af æstetisk sans,
der passer smukt til de gamle rum. 

I adventskransen er der friske, lyserøde roser, 
Der er masser af dekorationer med friske blomster,
og juletræerne er pyntet enkelt og smukt. 


Særligt fine er de kæmpestore kogler.
Less is more ..
gid jeg kunne finde ud af det, når jeg pynter.
Her ligner det mere noget Gertrud Sand kunne finde på  ;o)


Den gamle gyngehest i tårnværelset kunne jeg ikke stå for,
ej heller julemands-juletræ pyntet. 


Et rum var lidt spøjst indrettet med blå belysning og underlige englefigurer.
jeg ved ikke helt hvad det gik ud på - om det havde noget med Ingeborg Skeels 
spøgelse at gøre ? 


Spisesalen er i et rum med hvælvinger i den ældste del af slottet.
Virkelig smuk borddækning, som jeg måtte fotografere.

Og så kunne jeg heller ikke lade være med at forevige denne himmelseng,
som vist er i det man kalder kongesuiten. Lille efter nutidens forhold,
men måske har den engang været fyrstelig. 


Efter denne rundgang kom vi ind i kapellet hvor et kor fra Frederikshavn underholdt,
og SÅ var der julemarked, med nisser ,engle, og ALT. 
Ja, der blev også købt et par julegaver  :o)