søndag den 29. november 2015

Dekorationer i rå mængder


Denne weekend i overgangen mellem november og december
står altid i dekorationernes tegn hos mig.
Forud er hentet materialer i skoven og Føtex, alt er gjort klar.
Jeg har mange, der skal laves dekorationer til, så det er bare at komme igang.
Jeg synes det er sjovt at udfolde sig i lys, gran og mos, så tiden flyver.
Naturdekorationer elsker jeg, men formår vist ikke at lave dem.
Der sniger sig altid noget julepynt med. 

Den øverste dekoration er lavet til mig selv i et kæmpefad. 
Den står på gulvet i sommerhuset - og der er vist mange timers brændetid i det lys.


Min far elsker kobber. Så jeg snuppede hans kobberfad til en alternativ adventsdekoration.
Alternativet består i, at det er et LED lys med 3 væger.
Han bor på plejehjem, så levende lys er ikke en god idé.
Og faktisk er LED lysene også både sundere og mindre brandfarlige 
OG de kan genbruges.
Jeg er ret imponeret over, hvor godt de ligner stearinlys.
Han blev rigtig glad for sine dekorationer.


Jeg så lige de havde nogle små kobberfade i Netto forleden,
så jeg snuppede sådan et med til en ekstra dekoration til min far. 
Min mors alternative advents dekoration er lavet på et messingfad.
Hun er glæder sig bare sådan til jul, og hygger sig med sine dekorationer.
Der blev også lavet 2 andre dekorationer til hende, som jeg desværre ikke fik fotograferet.
Det husker jeg måske en af dagene.


Ulla elsker jul og hjerter. 
Hendes dekorationer skal gerne være lidt eventyrlige, og da hun er vild med sin lille fugl,
skulle den også repræsenteres i dekorationen.
Hendes adventsdekoration fik jeg heller ikke fotograferet, men den er i samme stil.


Min anden søster, Britta, får en blå dekoration.
Jeg er ret glad for blå i år, og fandt både fad og stjerner, som jeg synes kunne passe fint
sammen med de kobberdimser, jeg også har fundet på at bruge i år.
Sjovt nok så jeg i morgen TV, at de netop også havde valgt at lave deko i et blåt fad,
så jeg følte mig rimeligt på forkant  ;o)


Så er der to kalenderdekorationer, den ene (til gave) er inspireret af kobber,
både ud fra fadets og fra lysets farver.
En anden dekoration, den til min arbejdsplads, fik jeg heller ikke fotograferet. 
Men den blå er min egen kalenderdekoration hjem til.


Min egen adventsdekoration til sommerhuset,
blev med røde lys. Det var lidt svært at vælge.
Også her sneg der sig lidt kobber ind, så farverne blev holdt i rød, kobber 
og det grønne, der er i mosset. Der er også husløg i. 


Den sidste, jeg huskede at fotografere, er også til mig selv.
Lidt naturagtig er den da, men med julekugler.

Pakkekalenderen er nu afleveret til Ulla,  (check)
og nisserne har holdt deres indtog i hendes lejlighed. (check)
dekorationerne er lavet (check)
og de første strikkede julegaver ligeså (check).

Så nu kan december bare komme an.

Jeg vil ønske jer alle en god 1. søndag i advent,
på trods af Gorms rasen. 



søndag den 22. november 2015

Myk, en påfugl og nogle småtterier


Som tiden dog smutter ..
Ikke at der ikke strikkes  - det sker på livet løs.
Det er vist bare blogningen, der mangler.  ;o)

Jeg har strikket 'Myk' fra bogen 'Nem strik på store pinde' af Dorthe Skappel.
En ret fed bog, i øvrigt. Især når man lige trænger til et nemt og hurtigt projekt ..
Det gjorde jeg efter det seneste flerfarvestrik, og nu hvor jeg er startet ud på 
'Pretty as a Peacock'.

Jeg valgte at bruge originalgarnet dennegang.
Garnet fandt jeg hos Bettekun, hvor Lene og jeg var til foredrag med 
Hanne Falkenberg for nogen tid siden. 
 Det lever op til navnet - det er super blødt. 

Trøjen var strikket i løbet af et par uger - og nu hvor vejret er blevet køligere,
kan jeg snart indvie den.
Jeg tror det er sådan en trøje, man bare kan flytte ind i.


'Pretty as a Peacock' er derimod IKKE hurtigstrik. 
Jeg tror jeg er ca 25% inde i sjalet nu - (det kan jeg se ud fra garnforbruget).
Det bliver rigtig flot - men det er med at holde tungen lige i munden. 
Det er helt sikkert. 
Men det haster heller ikke med det. 
Det er fint at have et 'koncentrations-strikketøj' at veksle med.

Jeg, der plejer at være en monogam strikker, har nu pludselig bredt mig over flere ting.
På mine pinde lige nu er: Pretty as a Peacock, Cala, Cape og November.

November blev nok startet sidste november, og den er nu kåret til 'plejehjemsstrik'.
Den ligger fast på mine forældres plejehjem, og jeg regner med den snart er færdig.
Cala vokser stille og roligt på ærme nr. 2 (træls - gider ikke de ærmer)
Cape (egen opskrift) er nem - det kan ikke vare. 

Desuden røg der lige et sæt tøj til Dukke Ulla gennem systemet igår.
Den rigtige Ulla havde haft fat i min bog om Strikkedukker (Arne og Carlos),
og der blev sat xxx med en meddelelse om, at dukke Ulla manglede tøj.

Da julen skimtes i horisonten, måtte jeg lige forbarme mig. 
Det blev til en jakke, en hue og et par bukser, at sammen i rester. 
Dvs. det grønne var et nøgle af den lækreste uldgarn, som jeg fik fra Jane
Det flerfarvede er en rest 'Det sorte Får' - også fra Jane.

Selvom dukketøjet er lidt ekstra, er det alligevel sjovt nok at lave.
Også fordi ideerne vokser frem undervejs.
Jeg var også ude i at ville lave nogle broderier,
men da knapperne kom på, synes jeg alligevel det var nok. 


Cape (der er en julegave til min mor) strikkes i Funky Chunky fra garnudsalg .
Opskriften er min egen. Jeg laver 4 snoninger, og udtagninger ud fra disse.
Jeg skal fortælle mere om det, når den er færdig.
Men lige nu vil jeg bare sige, at det er noget  lækkert garn, som garanteret 
også kan bruges til Myk.  Dog skal man lige være opmærksom på, at det kan 
strække sig, så man må bruge følgetråd.
(fik jeg at vide sidst, jeg var til strikkecafé hos Garnudsalg). 

I ønskes en rigtig god søndag - her er vi ikke sneet inde - og det kunne også være det samme
(selvom sne ER smukt).