lørdag den 24. oktober 2015

Fødselsdagsgaver


I slutningen af september havde jeg fødselsdag.
Jeg fik bl.a. et par rigtig gode strikketing, som jeg vil vise jer her.

Den ene var garn til det smukke sjal 'Pretty as a Peacock', som Lene også har strikket.
Jeg faldt pladask for Lenes smukke sjal. Det var helt specielt fint, synes jeg.
I nogen tid havde jeg gået og overvejet et lidt finere
sjal, fx til at have over en kjole ved en festlig lejlighed.
Da jeg så dette tænkte jeg, at her var det perfekte sjal til formålet. 
Og så ville jeg lave det i en lys farve, der står til de fleste af mine kjoler.
Opskrift købt hos Ravelry.

Garnet er det over-lækre Japonica beauty fra Karen Noe.
Det består af 76% silke og 24% mohair. Så bliver det ikke bedre. 

En anden gave jeg fik, var en yderst praktisk magnetplade til opskrifter.
Den er simpelthen så genial, at jeg lige synes jeg ville præsentere jer for den.
Jeg anede ikke, at en sådan fandtes.
Den har A4 format, og passer dermed til de fleste opskrifter.
Man kan også lægge den under bladet på en bog eller et blad. 
Så kan man holde tungen lige i munden, og styr på mønsteret.
Jeg ved ikke hvor min veninde har købt det, men jeg kan se de har en tilsvarende hos rito.dk

Som I ser, har jeg startet projektet op idag - så får det tage den tid, det tager. 

Jeg fik også et par lækre strikkebøger og garn til Calla,
men det kan jeg fortælle om i et andet blogindlæg. Calla er jeg også igang med.


 Ja, det var lidt ærgerligt med Brannagh, 
men det er nu også fint at være klar med en julegave. 
Og så endda længe før forventet  ;o)

Anne spørger hvilken farve den næste skal have - jeg tror jeg laver den i det samme
blå garn, som jeg brugte da jeg lavede Capen til min mor.  Eller måske en lys tweed. 
Men jeg hælder nok til det blå.
Strikkeprøver laver jeg altid, Lene ;o)
 Men et eller andet er der  alligevel gået galt,
siden den blev så stor :(

De nederste fotos er fra dagens gåtur her i området. 
Der hænger stadig lidt blade på træerne  - men nok ikke så længe.
Det minder mig om, at det snart er på tide at få samlet dekorationsmateriale i skoven. 



mandag den 19. oktober 2015

Brannagh


Måske kan I huske, jeg var strandet sidst jeg nævnte Brannagh ? 
Det lykkedes mig faktisk at få fat i en rest i den rette farve Rowan Felted Tweed til Brannagh.
Hvor heldig kan man være ?
Bindestuen.dk havde en allersidste lillebitte rest af den rigtige farve, som de var så søde at sende mig.
Og det var lige nok til det, jeg manglede i halsen.

Min søster Ulla er også heldig - men hun ved det bare ikke.
Hun var så sød at stille op som model i den færdige trøje, jeg sagde jeg ville have på på arbejde idag.
Hun skulle bare lige prøve at have den på, så jeg kunne fotografere, 
og vi kunne se hvordan den sad i halsen  ;o)
Den passede jo perfekt, og
nu bliver den pakket ned som julegave til selvsamme Ulla.

Desværre  blev den for stor til mig. 
Som en lille trøst til mig selv, har jeg tanker om at strikke den i Semilla 
- det samme garn, som jeg lavede capen til min mor i.
Jeg forestiller mig at det vil blive godt.

Men tilbage til Brannagh.
Modellen er fra Rowan Knitting & Crocket Magazine no. 58,
og er designet af Marie Wallin.
Garnet er det originale - felted tweed - som jeg fandt hos Bindestuen på udsalg i august.
Det er noget usandsynligt lækkert garn. Hårdt for fingrene at strikke i,
men voldsomt lækkert og blødt efter vask.

Ifølge opskriften skulle der bruges 7 ngl. til str. L. Jeg brugte 8 + 1 rest.
Jeg strikkede, strikkede OG strikkede .. 
Egentlig var jeg startet ud med xl, fordi jeg gerne ville have den lidt rigelig til mig selv.
Den så MEGET stor ud, og på Fanø fik Lene og Lilli mig overbevist om, at den også var FOR stor.
Så jeg pillede op, og startede i str. L. Og den var stadig for stor.
Det er lige før jeg også synes den er lidt rigelig til Ulla, men meget bedre.


Det er en meget enkel model at strikke.
Der er et langt stykke med ligeud - kun nogle få indtagninger i siderne.
Efter samlingen kommer så mønsteret, der går igen både for og bag og på ærmet.
Meget fint, synes jeg.
Som en ekstra finesse er der snoning ved ærmets samling.
På et tidspunkt synes jeg, at ærmesamlingen blev lidt lang, så jeg lavede lidt flere 
indtagninger, end der stod i opskriften. Det gjorde skulderen lidt smallere.
Heldigvis, kan jeg så sige i bagklogskabens ulideligt klare lys. 
Næste Brannagh strikker jeg mindre  ;o)



torsdag den 15. oktober 2015

Poncho med hulstrik


Så blev jeg færdig med den lille cape, jeg var igang med at strikke til min mor.

Hun er efterhånden blevet så svækket af sin demens, at hun sidder i kørestol
det meste af tiden. Heldigvis kan hun stadig kende os, og har humøret i behold.
Hun kan også stadig glædes ved nyt strik. Så hvad gør man ikke .. 

Ideen fik jeg, fordi det godt kan være bøvlet at mosle med strikketrøjer og tæpper,
når hun lige skal have lidt ekstra på for at holde varmen.
En cape er både nem og praktisk, og dækker lige skuldrene, samtidig med at armene er fri.

Jeg fandt denne model af Stine i Kreativ Strik nr. 3 2015.
Den passede lige til det, jeg var på udkig efter.
Garnet fandt jeg i mine gemmer  - Semilla, købt hos Jane for nogen tid siden. 


Garnet er lækkert, og fint at strikke af.
Nu må vi se hvordan capen bliver modtaget 
- uden at love for meget, har jeg sikkert mere garn i gemmerne,
der kunne egne sig til endnu en cape i samme eller lignende model.
Jeg brugte ca 3 1/2 ngl, og modellen var sjov at strikke. 

Lige nu har jeg fået Calla på pindende - og jeg afventer stadig det sidste garn til min Rowan model, 
så den snart kan blive færdig- og ryge i julegavekassen. 
Capen får min mor nu, så hun kan få glæde af den i efteråret. 



lørdag den 10. oktober 2015

Falkenberg i Bettekun - og en overvurdering.


I onsdags var der foredrag med Hanne Falkenberg hos Mette i Bettekun. 
Lene havde inviteret mig, og jeg havde glædet mig meget til denne aften.
Og skuffet blev jeg bestemt ikke.

Vi havde en rigtig hyggelig aften.
Dels fik vi set Mettes nye flotte butik, nu på hovedgaden i Aars,
og dels mødte vi Hanne Falkenberg, der præsenterede et stort udvalg af hendes designs,
som Mette nu fører i sin butik. 

Det var spændende at høre om Hannes liv og karriere som designer,
og modellernes tilblivelse.
Dertil er jeg imponeret over den finesse og akuratesse, der gennemsyrer modellerne.
Sjov ide, at man undgår vrangmasker og montering
 - og hold da op for et design- og udregningsarbejde der må gå forud for at undgå dette. 
Hanne Falkenberg fortalte, at hun selv strikkede og gennemprøvede alt.

Hjemmefra havde jeg på Mettes hjemmeside set, at hun forhandlede 'Myk' garnet,
der bruges i Skappelstrik, fx som i bogen 'På store pinde'.
Så jeg havde planlagt at  investere i myk til en af genserne i bogen
 - den kommer I til at se mere til, for jeg starter lige straks.

Til gengæld stod min hjerne helt stille, da det drejede sig om Falkenbergs strik.
Der var simpelhen for meget at vælge imellem. 
Jeg for rundt i butikken og prøvede modeller, gramsede, overvejede osv.
Mere blev det ikke til (i denne omgang).

Men jeg vender frygtelig tilbage - for jeg vil lave en Falkenberg model - det er helt sikkert. 


Lige nu strikker jeg stadig i Rowan. 

Fandt endnu en lækker opskrift i Rowans magasiner til det Felted Tweed,
 jeg købte hos bindestuen i august.
Jeg startede på at strikke trøjen på Fanø, og siden har jeg strikket, og strikket OG strikket.
Jeg har strikket str. L, fordi den gerne måtte være lidt rummelig.
Til str. skulle bruges 7 ngl garn, og jeg havde 8. 
De er alle brugt, og jeg venter nu på ng. nr 9 til det sidste i halsen.

Så var det jeg fik den fantastiske idé lige at sætte en tråd i og prøve den.
Ak og vé.

Den er for stor ! ikke bare hyggelig og rummelig - men for stor. 
Farven - og sikkert også størrelsen - er også perfekt til min søster Ulla.
Da der i forvejen var planlagt en trøje til hende i julegave
(ganske vist en Marius og ikke denne),
blev planerne lige ændret.
 For i år.
For Marius løber ingen steder - der kommer jo flere jul og fødselsdage. 


Nu vil jeg bruge efterårsferien på at gøre færdig og montere, og afvente julens komme.
Og i mellemtiden vil jeg strikke en cape til min mor, der nu tilbringer det meste af tiden i kørestol.
Capen - og Rowan trøjen - fortæller jeg mere om senere.