søndag den 16. august 2015

Marius


Sommervejret har ikke just kaldt på sommerstrik her på matriklen.
 I hvert fald ikke af den slags, der foregår i bomuld og hør og andre lette garner,
og som ender i små, lette toppe - gerne strikket i lace.

Da jeg blev færdig med den spanske blonde, som var i silk/wool, 
var vejret ærlig talt mest efterårsagtigt, og temperaturerne kaldte på varmt tøj.
Derfor var det uldgarnerne, jeg fandt frem, da der skulle findes en afløser til blonden.

For et par år siden, havde jeg købt af Janes lækre shetlandsuld,
til et par Fanø trøjer.
Jeg havde åbenbart købt så rigeligt, at jeg bare kunne dykke ned i lageret
 og hive et par bundter frem, og vinde dem op. 

 Marius Strikkebogen, der hidtil kun havde pyntet på min reol, blev nu fundet frem,
og jeg tænkte, at den sarte mintblå og den råhvide shetland, kunne være smuk i en Marius.

Samtidig var det så heldigt, at Lone for nogen tid siden havde foræret mig noget new zealansk lammeuld i en orangerød farve, der just var perfekt til kanterne. 

Så der blev slået masker op, og afsted det gik. Den blev strikket på ca 14 dage.
Ren fornøjelse og hyggestrik. 


Modellen var helt enkel, let og hurtig at strikke.
Den største udfordring var at skelne de lyse farver - jeg kan simpelthen ikke se,
om der skulle være fejl i mønsteret. Men jeg tror det ikke. 

Marius er strikket på pind 3,75 - og kanterne er perlestrikkede.
Bærestykket er lavet på en rundfelling - en model, der klæder mig godt. 
Jeg er ret sikker på, at Marius bliver et hit. 
Men nu er der selvfølgelig blevet for varmt til at den kan bruges ;o),
så den venter lige lidt med at blive indviet. Måske på Fanø ? 

Blomsterne er en lille buket fra min have,
i min mors fine Bjørn Wiinblad vase. 

Og - nu tror jeg, at jeg har regnet ud hvad min yngste søster skal have i julegave 
- i mørkegrøn højlandsuld med råhvide borter  ;o)
(selvom jeg har lovet mig selv, at der ikke skal strikkes så mange julegaver i år, 
men Marius er nu hyggelig). 



mandag den 3. august 2015

Spanske blonder og høje skibe


Det er ikke meget tid der har været til strik i denne sommer.

Men lidt har jeg da nået, og her ser I den seneste kreation:
Den spanske blonde,
der er lavet efter inspiration fra Liselotte Weller på garnudsalg.dk,
hvor der ligger en gratis opskrift på blonden, og en ditto på en top-down trøje.
Garnet er  også  købt her. 
Lise-Lotte og Ulla har begge strikket i lækker uld, 
og I kan på deres blogge se, hvordan deres spanske blonder ser ud.
I anledning af sommeren valgte jeg at strikke i den nye silk-wool, 
og jeg brugte  2 1/5 ngl. silk wool - lækkert lækkert.


Ja, det skulle jo have været en sommertop.
Men som vejret artede sig, endte den med at få lange ærmer.
så kunne jeg lissom også bruge den nu. Og til når den rigtige vinter kommer.

Blonden har et rigtig fint mønster, og den er ikke svær at strikke. 


Lige nu står Aalborg på den anden ende, fordi der er Tall Ships Race.
Jeg tror der ligger ca 75 skibe i havnen, fordelt på begge sider af fjorden.
Det er et flot syn, og det er hyggeligt at gå en tur ud langs kajen og se de smukke skibe.
Mange af dem har også åbent for besøgende.
Skibene sejler igen i morgen - så skulle man have lyst til at kigge på skibene,
så er det nu chancen er der.