torsdag den 19. februar 2015

Successikring


Efter alt det bøvl med Zip trængte jeg bare til noget andet.
Noget der var hurtigt og enkelt at gå til.
Gerade aus, og - frem for alt - noget jeg kunne bruge. 


Jeg havde købt noget lækkert Garzato Baby hos Hønsestrik sidst jeg var til Strikkecafé der.
Sammen med det havde jeg købt en opskrift på en kimonotrøje.
Men så var det jeg lige kom til at tænke.

Og det jeg tænkte var noget i retning af 'hvornår begynder du at lære af erfaringen ?' 
Erfaringen i dette tilfælde var, at flagermus/kimono/strore ærmer er totalt kiksede til mig. 
Så slut med det.

Jeg fandt en god, gennemprøvet opskrift, nemlig Simple Summer Tweed, af Kirrmeyer.
Trøjen har taget mig godt en uge at strikke på pind 5.
Jeg er allerede nu rigtig glad for den.

Garnet blødt og lækkert og fleece agtigt.  Måske fornemmer i teksturen på nærbilledet ? 
(hvis trøjen lader sig skelne fra min mosplæne  ;o)



onsdag den 18. februar 2015

Zips måske kommende ejer ..


Tak for alle jeres søde kommentarer til mit indlæg om Zip.

Ja, I er garanteret trætte af at høre mere  om Zip ..
Den trøje har fyldt alt for meget i min strikkeverden,
og det, der skulle være et hurtigt side projekt, kom til at tage over et halvt år
med optrævlinger og omstrik, fordi den ikke kom til at passe.

Jeg er endnu kun ved at komme mig så småt over, at den blev så mislykket til mig.
Jeg orker ikke mere zip - er færdig med den i enhver henseende.
Så jeg kommer ikke til at trævle ærmerne op, selvom jeg sagtens kan følge jeres forslag.
Og på en god dag, og hvis ikke jeg havde været så dødtræt af den, ville jeg have fulgt det.
 Syprojekt kunne have været en mulighed,
hvis ellers jeg havde været venner med en symaskine. Det er jeg ikke.
Så der ligger den. 

Men men men - jeg har jo to søstre. 
Ulla hoppede i den forleden, og den er da ikke helt dum til hende, vel ?
Nu kan hun slås med den anden søster om hvem den er bedst til.
Ulla har en flot islandsk trøje, købt deroppe på en ferie for nogle år siden.
Den passer mig perfekt, og hun vil gerne bytte.

Den anden søster har også kig på den, og hun kan skyde noget nyt
 'Det sorte får' garn efter den, hvis det bliver hende. 
Nu må vi se, hvem den passer bedst.

Så måske ender Zip med at lande et sted, hvor alle er glade,
og jeg kan komme videre i mit strikkeliv  :o)


søndag den 8. februar 2015

Zip





 Zip blev endelig færdig. Jeg tror jeg startede på den midt oktober . Den skulle bare lige været et hurtigt mellemprojekt, men sådan blev det ikke.

Den 4. oktober var vi nogle stykker der var på tur til frujensensunikum.dk i Videbæk, og der faldt jeg for det utroligt lækre garn 'Det sorte får'. Jeg købte så meget med, som jeg nu kunne overtale mig selv til (i første omgang sagde jeg til mig selv, at jeg kunne strikke ærmerne i noget sort garn jeg havde som rest herhjemme). Men nej, jeg bestilte mere garn da jeg kom hjem, for jeg syntes alligevel ærmerne skulle være i det samme garn.

Bullen var langsommelig og sej at strikke. vævestrik - you know. Det tager lang tid. Da jeg endelig var helt færdig, kom jeg til at måle den på - og kunne se, at den da vist blev for lille.




Jeg lukkede øjnene, tog en dyb indånding og trævlede det hele op. Så strikkede jeg det hele om igen, dennegang i en større str.

Den nye bul blev færdig i juleferien, og så måtte jeg igennem ærmerne.

Opskriften blev fulgt nøje. Og dog - for jeg havde strikket bullen i en tættere vævestrik, og  ærmerne blev mere løse i det. Længden blev strikket til 42 cm - men de blev alligevel for lange. Det kan I se på billederne - og her er ærmerne endda bukket 5 cm op. Hvordan kan det dog gå til ? undervejs kan jeg godt se at de ser lidt brede ud , men jeg fortsætter alligevel fordi jeg følger opskriften.(hvornår lærer jeg det mon ?).  De passer fint nok med omkredsen af ærmegabet - men jeg synes de er alt for store i skulderen og i selve bredden.

Enten må jeg til at dyrke svømning eller vægtløftning - eller også må jeg have gjort noget ved de ærmer.  Jane (med unikummet) foreslår at jeg syr ærmerne mindre, og det lyder umiddelbart som en god idé - for der bliver ikke pillet mere op eller strikket nye ærmer.

Ellers synes jeg jo den er superflot. Det er noget lækkert garn, og med mit forbrug var den ikke billig at strikke. (jeg tør ikke tænke på hvor meget der egentlig endte med at løbe i trøjen til sidst, for jeg måtte ekstra-ekstra bestille for at have til (de enorme) ærmer.

Den har alle muligheder for at blive et hit, men nu må vi se.
Jeg vil nok anbefale andre ikke at vævestrikke i det sorte får.
En flot raglan sweater eller cardi vil kunne blive perfekt.











Det nederste billede viser trøjen før vask. 
Den rettede sig en del efter den blev vasket og presset.