søndag den 25. januar 2015

Det bliver til for lidt strik ..


Her går tiden med alt andet end strik - og den går hurtigt ! 
Fx er jeg ved at tømme mine forældres store hus og gøre det klart til salg.
Den proces har stået på i nogen tid nu, men nu lysner det endelig.
Om ganske kort tid står der et 'til salg' skilt i indkørselen.

Men lidt bliver der strikket.
Fx har jeg kastet mig ud i 'Ormegraverens Nattrøje' fra 'Fanøstrik'.
Jeg har valgt at strikke den i shetlandsuld fra frujensensunikum.dk,
og så korrigerer jeg for garntykkelsen ved at strikke i str. small.


Den anden ting, jeg strikker på, er en slags evighedsprojekt.
Det er stadig 'Zip' fra Let's Tweed - og det er 2. gang jeg strikker den op
(af det samme garn).  Måtte nemlig trævle den op, da jeg indså, at den ikke liige kom til at passe 
- og da var jeg nået så langt som I ser på billedet.
Om igen - dennegang i den største str., fordi vævestrikket trækker sig rigtig meget sammen.
Garnvalget er 'Det sorte Får' også fra frujensensunikum.dk.

Åh hvor jeg glæder mig til at blive færdig med den ! 

Jeg løb i øvrigt tør for garn, og ville lige bestille et par nøgler mere.
Nu er Janes unikum jo fuld af fristelser, så jeg tænkte, at jeg lige kunne fylde kurven op,
nu jeg var igang. Jeg havde længe haft kig på garnet 'Bifrost' (håndfarvet Merino).
Straks ryger jeg ud i det svære valg: farver ! 
De er jo så flotte allesammen. Og what to do ?

Jeg startede med at bestille en solgul.
Da jeg vågnede i morges var det med bevidstheden om, at det nok kræver en særlig stemning at hoppe i en solgul, så jeg skrev straks til den søde Jane,  om ikke farven kunne nå at ændres?.

Det kunne den. 
Det jeg vil strikke af garnet, er en af bluserne fra bogen 'Grønland',
der er flere opskrifter der matcher denne garnkvalitet. 
Men ingen af dem solgule. 
Så tænkte jeg i blålige eller mørke nuancer - men garnerne har farveskift, og hvordan passer det lige
med strukturstrik ?  Så nu er jeg tilbage til at vælge mellem de tre gule farver:
solgul, karrygul, eller lys lime.  

Hvad ville I vælge ?  I ser farverne her: http://www.frujensensunikum.dk/side.asp?Id=207024


Hvis det skulle have undsluppet nogens opmærksomhed, så er det blevet vinter derude.
Det gav lidt udfordringer igår da jeg skulle i strikkeklub, men vi nåede alle frem.
En kom endda helt fra Sjælland, og vi havde en hyggelig eftermiddag.

Her til morgen viste vinteren sig fra sin smukkeste side. 





6 kommentarer:

Madam Munch sagde ...

ja det er et stort arbejd at tømme et helt hus, men også en rejse tilbage i fortiden, hvis det er ens barndomshjem.
Ormegraverens trøje skal nok blive fin, sjovt at prøve andet garn.

Fru Knudsen sagde ...

Uha, et stort arbejde du er i gang med, og det er jo 2 menneskers lange liv, som skal ryddes og sorteres!!!
Jeg ville vælge Farve nr. 291014172
Fortsat god arbejds- og strikkelyst

Susan sagde ...

Jeg er også igang med "hustømning". Der kommer jo en alder, hvor det er et livsvilkår, at vi skal tage os af det også. Her går det langsomt, for mine forældre boede på samme matrikel som os, min mor døde sidst og for knapt et år siden - så vi skal også selv lige vænne os til tanken om, at få et mindre sted, efter at alle børnene og mine forældre ikke bor her mere.

Lydert sagde ...

Ja, du har søreme nok at se til. Det var dog, som sædvanligt, dejligt at se dig i går
Jeg ville vælge den solgule, men det er mest fordi, jeg ikke selv kan bruge de andre to farver :-)

Strikkeheksen sagde ...

Dejligt for dig, at du snart er færdig, Mona :-) Det bliver dejligt at kunne sætte et punktum.
Spændende hvilken farve du vælger :-)

Madame sagde ...

Det er et kæmpe arbejde at tømme sine forældres hus - også følelsesmæssigt.
Hvor er din have fin med sne!
Jeg synes, det karrygule garn er fantastisk, men de er flotte alle tre.