tirsdag den 30. december 2014

Gaver, der faldt i god jord - og flere valgmuligheder udi strik


Det var godt vi kom ud af det grå og triste regnfulde vejr 
- det hvide klæder nu både haven og landskabet.
Dog ændrer jeg måske mening om nogle dage,
når ferien er slut og skal ud at køre bil.


Juleaften bød på mange hjemmestrikkede gaver fra min hånd.
Her ser I et par af de glade gavemodtagere.

Min mor fik juletrøjen fra Kreativ Strik, som jeg skrev om forleden,
og her ses hun i fuld fart med sin julepyntede rollator. 
Der har virkelig været gang i julen ude hos dem på plejehjemmet.
Min søster Ulla fik denne stribede mohairtrøje, som jeg også har skrevet om før.
Også hun var super glad for gaven - den er både indviet og i brug.
(hun var faktisk gladere end hun ser ud på billedet ;oD)

De andre hjemmestrikkede, jeg har lavet, er en 'Redy' til min anden søster
samt sjalet Color Affection til min veninde Hanne.
Der er blogget om begge dele - dog uden at nævne hverken navn eller formål  ;o)

Så snakkede jeg lidt om en stor ubeslutsomhed jeg havde i forhold til hvad jeg nu skulle begynde på.
for lissom at give mig selv endnu en valgmulighed købte jeg nedenstående kit af Bodil Munch :o)
Jeg har længe haft øje på det smukke sjal. 
Men det er nu skudt til hjørne lidt endnu, for nu har jeg bestemt mig.
Det bliver Ormegraverens Nattrøje fra Christel Seyfarths bog, jeg nu kaster mig ud i
(når jeg lige om lidt er færdig med det Kim Hargreaves tørklæde i mohair jeg har gang i).

Dejligt med en god lang ferie.



søndag den 28. december 2014

Et klenodie


Mine forældre er, som jeg vist har nævnt, for nylig flyttet på plejehjem.
De sidste par måneder har jeg derfor haft travlt med at rydde deres store hus,
og det har til tider været en tur ned ad 'Memory Lane'.
Sjove ting er dukket op af gemmerne - som fx denne lille bog
'Vi strikker og syr til Dukke Dorthe'.


I den har min mor samlet alle mulige strikkeopskrifter til mine dukker.
Noget af det kan jeg se hun har været igang med at strikke.
Fx er jeg temmelig sikker på at sættet til ønskedukken er et vi har haft.

Husker I ønskedukken ? den var et hit dengang ..
- og man kunne vist få den som både pige og dreng.


Det er også lidt sjovt at se de gamle fotos - og ikke mindst den mode der var dengang.
Min mor gjorde virkelig meget ud af det.
Hun syede og strikkede, både til dukkerne og til os.


Elefanten her synes jeg også jeg kan huske 
- og i hvert fald er den moderne igen idag. 
Mon ikke opskriften må deles, nu den er så gammel ? 


ps. - jeg har startet op på et strikket halstørklæde/sjal … mere følger… 


fredag den 26. december 2014

Fra Skrot til slot - og en Mary hue


En dejlig juleaften er nu overstået.
Rammerne var i år flyttet til plejehjemmet hvor mine forældre nu bor,
og det blev en på alle måder hyggelig aften med glade mennesker,
og der blev rigtig blev kræset for os.

Gaverne fra familien bestod af gavekort.
Selvom det er skønt, at jeg nu kan boltre mig på udsalg,
var jeg alligevel glad for at kunne åbne for disse skønne hjemmegjorte ting 
fra min søde veninde Hanne, der som altid vidste præcis, hvad der lige manglede.


Mine rundpinde har henslæbt en kummerlig tilværelse i en brun papirpose,
der efterhånden har kendt bedre dage. 
Ganske vist en pose, der vækker minder fra Slovenien - men alligevel:
det kunne gøres meget bedre.

Og det vidste Hanne, der som så ofte før lige tryllede med sin symaskine.
Et gammelt broderi af 'Fiskeren' blev omformet og indgår nu i en lækker pose til rundpindene.
Nu skifter de bolig til helt andre og mere luxuriøse omgivelser,
både ud- og indvendigt.


Og ikke nok med det. 
Jeg fik også et lækkert, 2 m langt og sjalsbredt, halstørklæde med bomber.
Tak Hanne - det var skønne gaver.

Min mor blev glad for trøjen - men om den passer hende ved jeg endnu ikke.
Hun var for træt til at prøve den juleaften.

Nu er der nærmest opstået en strikkekrise.
Jeg aner ikke hvad jeg har lyst til at strikke.
Jeg er omgivet af garn, og strikkebøgerne står i rad og række på reolen, men alligevel.
Heldigvis har jeg stadig den (kedelige) grønne, som jeg kæmper videre med.

Siger til mig selv, at det er nu jeg kan komme videre med den, 
inden jeg kaster mig over et større projekt.

Gode idéer ?  gerne noget hvor garnlageret kan indgå.

Som en overspringshandling kastede jeg mig ud i en Mary Hue til mig selv 
af det lækre garn Garzato Baby, købt hos Hønsestrik.dk engang til strikkecafé.
Der blev brugt 2 ngl, strikket på pind 4 1/2. 
Så nu kan vinteren bare komme an..


 Fortsat god jul til alle. 


tirsdag den 23. december 2014

Sidste julegave færdig - og glædelig jul til alle.


Det har været tæt løb i år ..
Der har været produceret julegaver siden oktober,
og nu blev den sidste færdig.
Den til min mor. 


I år var det svært at vælge hvad hun skulle have,
men valget faldt til sidst på denne juletrøje fra Kreativ Strik nr. 5 2014 = julemagasinet.
Jeg faldt for den reliefstrikkede julestjerne på for og bagstykket.


Garnet er 1 tråd højlandsuld, 1 tråd Knoll og en Blackhill Silk mohair.
Damerne i strikkecafeen hos Garnudsalg var meget engagerede.
De var utilfredse med mit første valg af følgetråd - så den blev skiftet ud med den højrøde,
som jeg må medgive også passer meget bedre end den oprindelige grå.
(jeg troede lige jeg kunne få fyret noget lagergarn af ;o)
men den gik ikke .. 
Der var tre om at trævle op - en til hver tråd, og så mig til at styre trøjen så det ikke filtrede.
Så det var kort proces.

Trøjen var nem at strikke.
Det foregik på pind 5,5, og så kunne jeg jo samtidig afprøve mine nye addi click,
som jeg arvede fra Lene
De var forrygende - garnet gled let, og farten kunne holdes oppe.

Nu er jeg spændt på hvordan trøjen bliver modtaget i morgen.
Vi skal for første gang holde jul i 'fremmede' omgivelser,
fordi vores forældre nu er kommet på plejehjem.
Det bliver en anderledes oplevelse, som jeg glæder mig til.

Den opmærksomme læser vil måske bemærke, at min have nu er fri for vand ?
Flinke naboer fik gravet grøfter på genbo-grundene - og så kom der atter passage
og vandstanden faldt - heldigvis.

Rigtig glædelig jul til alle der læser med.




fredag den 19. december 2014

Endelig, endelig, ENDELIG er der ferie


Så blev der juleferie.  Endelig.
Og jubel : det viser sig, at jeg har næsten 14 dage. 
Og - må jeg tilføje - 14 meget tiltrængte dage.

Der har været ekstra tryk på i julemåneden.

Fx har jeg pyntet et lille juletræ til mine forældre,
der nu er flyttet på plejehjem.
Træet blev købt i en potte til julemarkedet på Voergård Slot.
En lille ting som et juletræ, kan betyde så uendelig meget.
Det giver lige en vigtig sammenhæng til tiden der gik forud.


Oveni al den udvidede juletravlhed måtte jeg sidste weekend konstatere, 
at mit sommerhus nu var med en slags havudsigt.
Faktisk kunne jeg snildt have en lille bådebro i haven.
Egentlig ikke en situation jeg var specielt glad for. Det viste sig nemlig,
at grøften var stoppet, og vandet kunne ikke løbe fra.
Heldigvis skulle problemet nu være løst, takket være vores grundejerforening.

Da strikkeklubben var på besøg i lørdags, så her ud som på billederne.
I øvrigt var jeg så heldig at få en af Lenes smukke hæklede poser
- og den passer jo perfekt til mit grønne strikketrøj (zip).

Og inden julefreden helt kan sænke sig,
skal jeg være færdig med min mors julegave.
Hun skal have juleblusen fra Kreativ striks julenummer.
Den får I at se i færdig udgave meget snart - forhåbentlig. 





lørdag den 6. december 2014

Til julemarked på Voergård


Min søster Ulla skulle på hyggeweekend i sommerhuset i denne weekend.
Planen var at få pyntet op med nisser, og ellers bare at slappe af og hygge.
Dette er hårdt tiltrængt, for jeg har virkelig været spændt hårdt for i en længere periode nu.

Nisserne kom op i aftes, og med udsigt til en hel lang frilørdag ret forude,
og kombineret med at Ulla er her,
kom jeg i tanker om, at der er stort julemarked på Voergård i netop denne weekend.
Ulla var med på idéen, og vi drog afsted, omend lidt sent.


Vi kom ikke til at fortryde.

Det har været en super hyggelig dag,
med inspiration af de smukkeste dekorationer og rum i det gamle slot.
Dekorationer og pynt er lavet af arkitekterne Greg Kobett og Stig Lauritsen,
og det var gjort med stor æstetisk sans, og var både nytænkende og traditionelt på en gang.


Slottet er et gammelt rennæisanse slot, dybt forankret i den Nordjyske historie.
Jeg vil næsten lægge hovedet på bloggen for, at tapetet i ser på fotoet er guld,
og der er masser af kunst, ældgamle gobeliner - ja alt, hvad man 
forventet at finde på et gammelt slot.  
Også et spøgelse og en blodplet der ikke kan vaskes bort, for at gøre historien komplet.


Jeg beklager fotokvaliteten - min iphone var alt hvad jeg lige havde ved hånden.
Jeg forsøgte så godt jeg kunne at zoome ind - måske kan I se den smukke adventsdekoration?
og citronerne der indgår smukt i en anden dekoration, der passer smukt til rummet.

Meget originalt er der et grantræ, der aldrig ville have fået adgang til min stue.
Træet er alt for åbent, og hvad jeg ville kalde 'pistent'.
Men ikke til denne stue. Alt den er dekoreret med, er nogle istappelignende ting -
og det ser rigtig smukt ud. Måske kan I lige ane det ?


Dette juletræ nedenunder er udelukkende pyntet med hvide porcelænsting.
Meget enkelt og smukt - men jeg ville nok selv have svært ved at holde det så minimalistisk ;o)

Den røde stue er rigtig hyggelig - og se den smukke adventsdekoration ..


Spisestuen er et kapitel for sig.
se dette smukke veldækkede bord.


 Tårnværelset i stueetagen taler for sig selv.
Virkelig smukt.


Som en sidste overraskelse løb vi på Limfjordskoret, der sang 5 julesange.
Dejligt at komme i stemning til - og skuldrene røg ned.


Der var også julemandens værksted med masser af håndlavet design, lækkerier af kulinarisk art,
og meget andet. Fotos herfra vil jeg forskåne jer for - der har vist været billedspam nok  :o)
Vi fik også købt et flot juletræ i potte, lige egnet til at komme en tur på 
plejehjemmet - og så kan det plantes ved sommerhuset senere. 
Der er også julemarked på Voergård i morgen fra 10-16. 

Så det har været en rigtig dejlig fridag - og den er ikke slut endnu.
Forude venter masser af strik foran fjernsynet.

tirsdag den 2. december 2014

Så er der dekorationer


En gang om året går jeg totalt amok i dekorationer.
Det er altid den weekend der skærer november/december - eller kommer tættest på 1. dec.
Der skal laves dekorationer til familie og venner - og mig selv. 

I år skulle der laves ekstra dekorationer,
for mine forældre er flyttet på plejehjem, og har fået hver sin lejlighed.
Der skal pyntes til dem begge.

Det blev til i alt 3 dørdekorationer
2 'udendørs' gulvdekorationer til pynt udenfor deres lejlighedsdøre
2 gravdekorationer 
2 adventsdekorationer
9 juledekorationer
3 kalenderdekorationer.
2 'juletræer'
+ div blomsterdekorationer med hyacinter eller julestjerner.
og smådekorationer til fyrfadslys i spydholder.

så deeettt …  
her får I kun et lille udpluk.
I kampens hede fik jeg ikke fotograferet dem alle.

Dørdekorationen på 1. billede var den nemme udgave.
et hjerte købt i Netto, blev viklet med en LED kæde. voila. 
Man skal aldrig springe over hvor gærdet er lavest, sagde min farmor.
Men hvorfor egentlig ikke ?  sommetider må man gerne gøre det lidt nemt.
De andre er mere klassiske, bundet på krans. 


Til venstre er en gulvdekoration til min mor.
Det er med LED lys, så de ikke futter plejehjemmet af.  Og 2 hyacinter.

Juletræet er til mig selv.  En kegleformet oasis på en troldegren. 
pyntes med blade fra kristtorn, og fæstnes med nåle. Ind imellem sættes små kugler.
I min mors udgave er det mos, pyntet med bånd og fugle.


De 'udendørs' dekorationer består af silkefyr, grene med LED lys (i min fars tilfælde)
og pyntet med nogle gamle kugler hjemmefra.
Min mors består af en troldegren, silkefyr og pynt (også elektriske lys).  
De lyser flot op på den lange gang på plejehjemet.

Adventskransen er også LED lys - og div pynt (kugler, naturting osv). 
De kan godt lide den lidt eventyrlige overflødighedshorn stil, så det er sådan det bliver til dem.
Til min gamle skoleveninde blev det en ren naturdekoration med hvidt lys. 
Dekorationerne bliver skam personligt tilrettet  ;o)

Ullas, som der ikke er billede af, er et LED lys i en hjerteformet skål, og med en 
lille bambifamilie som glade deltagere. Også denne er pyntet med kugler og naturting
- og en enkelt nisse. 

Min mor får endnu en deko med LED lys   og små fulge, kugler , husløg og hjerter.
Her kan I se den fra begge sider.


Jeg synes faktisk det er ret genialt med de LED lys,
og de fås i voksudgaver, som ligner rigtige lys. 

Til mig selv blev der fx en  gulvdeko i en stor lerskål. Den store kogle er en pinjekogle.
Når den tørrer, kan man høste pinjekerner.

Det strikkemønstrede lys er også til mig (også personligt tilrettet ;o)
og endnu en pinjekogle.
Herhjemme brænder lige nu et kalenderlys, der desværre ikke lige blev fotograferet.


Det var en monster weekend, med arbejde fra tidlig morgen til sen aften.
Men en god fornemmelse at få tingene gjort.
- og ikke mindst at se modtagerne blive så glade.

Nu er der julepyntet alle steder, undtagen hos mig selv.
Men det sker i næste weekend ;o)

Nedenfor ser i arbejdsbordet i kampens hede.