lørdag den 27. september 2014

Nye hæklebøger fra Turbineforlaget - boganmeldelser



Det er så hyggeligt at hækle
 - og mangler man ideer,kommer der  om en lille måneds tid (den 20/10)
 et par  nye bøger om emnet fra Turbineforlaget.  

Jeg er så heldig at have fået lov at smugkigge i et par anmelder eksemplarer, 
og kan kun sige, at der er masser af inspiration at hente på hæklefronten.

Hører man til i den utålmodige ende, må bogen '1/2 times hækling'  af Carol Meldrum være sagen.

Der er 60 hækleopskrifter på små ting, der er hurtige og nemme at gå til. 
Der er en bred variation af små sjove ting,
fx butterfly, kurve, urtepotteskjulere, fingerring, små dyr, nøgleringe, osv osv.

Bogen vil også egne sig godt til ny-begyndere. 
De sidste 17 sider indeholder en grundig hækleskole,
hvor man grundigt bliver sat ind i materialevalg og udstyr,
hvordan man læser en opskrift, opslagning, og forskellige typer masker.

Bogen udkommer som sagt på Turbineforlaget den 20/10,
125 sider og vejledende pris bliver 249,95 kr.
Oversat af Sidsel Sangild.

- mon ikke den kommer på ønskesedlen til mange kommende og nuværende hæklere ?
Jeg vil synes den er et rigtig godt bud på et 'must-have'.


Et udvalg af hækleting fra bogen - især puden er jeg vild med.


En anden bog for hæklere er denne: 


'100 Hæklede Firkanter' af Leonie Morgan, udkommer på Turbineforlaget den 20/10 2014,
144 sider, vejledende pris kr. 249,95.
Oversat af Sidsel Sangild.

Denne bog henvender sig måske til den mere tålmodige hækler,
der kaster sig ud i større projekter. 
Ikke nødvendigvis den øvede hækler - begyndere kan også være med,
for også her er der en grundig hækleskole.

Måske endda lidt grundigere end den der er i '1/2 times hækling', for i denne bog er der 
et glimrende kapitel om at arbejde med farver,
så man kan styre farvesammensætningen i de projekter man kaster sig ud i.

Bogen lægger også op til at man selv kan designe, og har nogle tips til hvordan.
Der er også en god gennemgang af montering.
I hækleskolen er der vist mere avancerede masker,
sammen med de enkle og (for nogle) velkendte.


Som I kan se af de fotos, jeg har valgt, er der masser af ideer til 
bolig tekstiler. Oldemortæpper og puder er oplagte,
og mange af de viste lapper bryder med de traditionelle, 
og der er fokus på sjovt pynt og udtryk. 

Denne bog vil oplagt bo i reolen hos enhver, der ønsker at kaste sig ud i lidt større hækleting.
Også her hos mig :o) - jeg har længe lukreret på mit 'ægte' oldemortæppe, dvs det,
som min oldemor lavede for mange år siden. Det har givet mig en vist 'dovenskab' udi
at hækle tæpper - men jeg mærker det måske begynder at trække i retning af
at jeg selv må igang. 
I hvert fald når jeg læser i denne skønne bog  :o)


Rigtig god weekend til jer. 
Der er flere boganmeldelser på vej..


søndag den 21. september 2014

Zig Zag i Luksusgarn


Nu er jeg blevet færdig med min nye kjole efter model Zig Zag af Marianne Isager.
I får lige et kig her inden der er hæftet ender, og før den har været i vaskemaskinen.
Jeg kan ikke vente med at vise den frem ;o)

Den er strikket i det skønneste garn i uld, silke og hør fra frujensensunikum.dk .
Garnet er håndfarvet, og hedder Ragnarok.
Der er brugt lige knap 3 nøgler
 - så der er en lille rest til en ting til dukke Ulla. 

Kjolen bliver et hit - det er jeg sikker på  :o)
jeg er meget spændt på hvordan det ser ud efter vask.

Næste projekt bliver vist at gøre min Navia Trøje færdig
- og så skal der tænkes i julegaver.
(hvis ikke jeg lader mig friste af andre muligheder).

Igår ryddede jeg op i garnlageret, mest for at danne overblik.
Holy Moly hvor er der dog meget garn ! 
Masser, masser at lade sig inspirere af, nu hvor vinter og efterår nærmer sig.


Godt med uldtrøjer til at holde varmen - men de gør det ikke alene.
Brænde må der til - og igår blev en del af dagen tilbragt med at stable.

Og fødderne skal også holdes varme.
Sidst jeg havde besøg af Lene fik jeg dette skønne strømpegarn fra Hønsestrik.dk .
Med garnet fulgte et sæt 4kantede strømpepinde - de er skønne at strikke med.
Og strømper er perfekt taskestrik .. 
Tak til Lene  :o)


fredag den 5. september 2014

Bred top i rillemønster


Så skal jeg da lige love for det er blevet hverdag ..
tiden flyver bare afsted, og jeg har ikke været så flittig på bloggen som jeg gerne ville.

Blogtid er for mig pausetid 
- og også tid til at fokusere på nogle af de ting, der giver energi og glæde.

Sådan skulle min nystrikkede orange bluse også være - 
alene farven booster både energi og glæde.
Men - desværre - formen er ikke lige den, der gør noget godt for min facon.
Det må jeg endnu engang erkende.

Måske bør jeg notere det et synligt sted så jeg kan huske det ?

At flagermusmodel er ikke god til mig - dertil er mine skuldre for smalle.   :o/

Men hvor ser den da godt ud på hende modellen i den lyseblå udgave nedenfor … 

Jeg hørte til blandt de mange, der investerede i den lækre uld/bomuld fra garnudsalg.dk ,
og garnet inspirerede mig til at strikke den flotte model.

Den er strikket i 2 tråde, og så vidt jeg husker brugte jeg 4 nøgler i alt. 
Den er strikket på rundpind nr. 3,5
og tog mig ca 14 dage.
Mønsteret er nemt - måske en anelse ensformigt.


Opskriften fandt jeg i tillæg til Hendes Verden nr. 21-2013,
designer er Cewec. 
Egentlig er den lavet i bambusgarn, så jeg har måttet regne om til en anden
strikkefasthed.

Enten bliver det en sofapude - eller også en bortforæring  :o) - desværre.

Nu har jeg kastet mig over en zig zag tunika af Marianne Isager fra bogen Strik a la Carte 1.
Garnet er det lækre håndfarvede uld/silke/hør fra frujensensunikum.dk .
Sjældent har jeg strikket i så lækkert garn ! 
Den kommer I til at høre mere om.