tirsdag den 31. december 2013

Strikkeåret 2013 - et tilbageblik januar - juni


2013 blev et rimeligt produktivt år - ser det ud til.

Nytåret kalder på tilbageblik - og det er sjovt at samle op på året, der gik.
Fotos taler deres eget sprog. 
Jeg har lavet fotobøger og kalendere for året - og det er sjovt at få et samlet overblik
over hvad der egentlig er sket i løbet af året.

Og et sådant tilbageblik vil jeg også lave her på bloggen - hvad strikketøj angår ;o)


Året lagde ud med denne flerfarvede cardigan af Ruth Sørensen.
Den er strikket i Kauni garn, og knapperne er fra Uldstuen på Læsø. Ravknapper.

Jeg fik sidste år Lene Holme Samsøes bog 'Suveræn Strik på den feminine måde'.
Og den kom i høj grad til at præge strikkebilledet.
Første projekt var ponchoen 'Ella' som var en fødselsdagsgave til min søster.
Den er strikket i 2 tråde højlandsuld fra Garnudsalg.


Ulla og min mor har fødselsdag i hhv. februar og april.
De fik hver sin strikkedukke fra Arne og Carlos bog af samme navn.
Ullas har en undulat på skulderen - for hun er vild med sin undulat 'Pelle'.
Min mors er siden blevet ekviperet med trøje - den nåede jeg blot ikke til selve dagen.


Derpå blev det min egen tur til at få noget strik.
Jeg kastede mig ud i et projekt jeg havde købt garn til på en tur til Gøteborg
nemlig denne skønne trøje fra bogen 'Naturlig Strik' af Ingalil Johansson.
Garnet blev købt hos designeren selv i hendes forretning på Järntorget.
Det er lækkert økologisk uld fra Marks & Kattens.


Så blev Lene Holme Samsøes bog igen åbnet, og det blev til denne skønne trøje med bobler til min mor, strikket i lækker Semilla uld fra Janes skønne butik,
og en Aran Sweater til mig selv i 2 tråde højlandsuld.


En lille babyvest i arwetta blev skudt ind imellem ..


Og så blev denne top-down sweater i uld fra Yllefabrikken i klippan
strikket til min søster.


Forsommeres sidste projekter er den orange sag med Halsedisse
(kit købt hos frujensensunikum.blogspot.dk - lækker semilla - knap fra Birthe Sahl)
og en sweater (også til mig selv) fra Kreativ Strik (der er den brun).

Billedet er fra Sommerens tur til Mallorca.

Jeg vil ønske jer alle et rigtigt godt nytår
- og tak fordi I læser med. :o)

Kavalkaden fortsættes straks i det nye år.


søndag den 29. december 2013

Turbojulegavestrik - og lidt nyt og lidt gammelt


Fra uge 42 og frem til jul
havde jeg ikke mindre end 4 trøjer (3 Redy og 1 'Rester')
2 par vanter, 1 sæt håndledsvarmere, 1 hue (Rangoli) og tilhørende halsedisse,
der skulle være klar til hhv. Jule og kalendergaver.

I har selv fulgt den åndeløse opløbsstrækning, og jeg nåede målstregen i god tid til at den sidste trøje kune nå at blive monteret, vasket og tørret.

Vanterne på billedet var et ekstra projekt, som jeg ikke nåede at få færdig inden jul.
Men det gjorde heller ikke noget, for det var en del af prioriteringen.
Det var kun en 'kan' og ikke en 'skal' strikketing.

Vanterne med tilhørende pandebånd var en gave til en god veninde,
jeg ellers ikke er på julegave med. Men jeg ville gerne benytte julen til at overraske hende.


Veninden cykler en del, og derfor har jeg lavet vanterne ekstra lange ved håndledet.
Den mørke ribkant kan dog bukkes om, så armstykket bliver kortere.
Vanterne er strikket i lett-lopi (jeg brugte rester op), og mønsteret er fundet
i bogne 'Islandsk strik'. Jeg har brugt grundmodel, og ændret på selve mønsteret,
der er et klassisk nordisk mønster. 
Det tofarvede strik gør vanten tykkere, og dermed varmere. 
De er nu på vej i posten, og så er det spændende om hun synes om dem.


Til mig selv tillod jeg mig i juledagene  den luksus at gennemtrawle div. strikkebøger for at finde på en model jeg lige nu havde lyst til at strikke.

Helt ærligt har jeg så riiigeligt med strikkede trøjer. Så det måtte blive en kjole.
Jeg fandt en flot model i bogen 'Naturlig Strik' (på side 94).
Jeg tror Lene har strikket den samme kjole.

Den er fin og enkel. Og meget nem at strikke.
Jeg dykkede ned i lageret og fandt 4 ngl af garnet på billedet.
Kan nogen hjælpe med at identificere ? det er fra frujensensunikum, købt for et par år siden.
Det bruger jeg sammen med en tråd Knoll, og sammensætningen finder jeg flot.

Rækker garnet ikke, har jeg en nødplan. Fandt nemlig et par nøgler Geilsk der kan bruges 
sammen med Knoll garnet. Det  må kunne bruges som en anden nuance i ærmekanten,
eller på hele ærmet. Nu får vi se. 

Jeg har nogle flotte knapper fra Birthe Sahl der skal på som pynt. 


lørdag den 28. december 2013

Hjemmelavede julegaver - og faktabox


En mørk fredag eftermiddag i december da jeg kom til sommerhuset,
fandt jeg en pakke udenfor på terrassen.

Lettere mystificeret åbnede jeg, og fandt dette skønne fuglehus og servietholder,
sammen med et fint kort. 
Denne uventede gave  var fra min venindes far, der havde været en tur i værkstedet.

Jeg blev rigtig glad - det er noget særligt at få noget hjemmelavet,
og en dejlig overraskelse.
Jeg beklager det lidt dårlige billede af servietholderen - servietterne tager vist hele fokus -
men jeg forsikrer den er af fineste kvalitet, og i det smukkeste træ.


Jeg glæder mig til at finde et godt sted til fuglehuset.

Hanne har ikke sine kreative gener fra fremmede.
Hun er selv meget kreativ, og i år fik jeg denne skønne notesbog fra hende.

Hun har kreeret et fint og personligt omslag i stof, 
garneret med den fineste hæklede mellemlægsserviet.

Sådan en gave bliver jeg rigtig glad for, dels er den personlig,
og dels er den lavet til mig.  Man kan ikke lige gå ud og købe en magen til.


Jeg lovede at komme med en faktaboks vedr. 'Rester', som jeg strikkede til min mor.

'Rester' finder man opskrift på i bogen 'Stumper' af Anette Danielsen.
Jeg har brugt 1 tråd højlandsgarn i bordeaux, (en rest jeg havde liggende),
noget turkis, søgrønt, og svag lysegrøn + en tråd Blackhill Silk Mohair i Grå.
Den grå tråd følger hele trøjen igennem.

Trøjen er strikket på pind nr. 5.


Jeg overvejede om jeg skulle finde på at strikke en kjole til mig selv i samme garn,
men jeg tror den bliver for varm. Silk mohairen varmer godt.
Den vil egne sig til en vinter, der er koldere end den vi har lige nu. 

torsdag den 26. december 2013

En dejlig juleaften


Vi havde en dejlig juleaften hjemme hos vore forældre.
De er gamle nu - hhv. 84 og 82 år, og kan ikke længere selv magte at stå for juleforberedelserne.
Men de vil meget gerne holde jul - og allerhelst som vi plejer.
Og det er hjemme hos dem.
Derfor har mine 2 søstre og jeg haft travlt her op mod jul med at pynte op og forberede julen. 


Juletræet er nok det allervigtigste hvad angår traditioner.
Det skal pyntes på en helt bestemt måde,
og der er masser af gammelt, fint pynt, der hvert år kommer til ære og værdighed.

De fine papirdanserinder lavede min mor, da hun var ung. Deres plads er tæt på stammen,
sammen med alt det andet hvide.
Lametta må der også på - det hænger yderst på grenene sammen med lysene.


Den gamle nisse møder den nye Georg Jensen (mors kalenderpakke fra i år)
De hvide stjerner flettede jeg for mange år siden. Kuglerne er ældgamle.
Træet blev pyntet den 22., og får lov at stå til efter nytår. 
Så kan de hygge sig med at gå og kigge på det, også når julegæsterne er rejst hjem.


Trøjen til min mor faldt i særdeles god jord.
Hun blev superglad - og den passede hende perfekt. Også i længden.
Jeg tager billeder af hende senere - så det må I have til gode.

Til gengæld fik jeg fotograferet min søster Ulla i hendes nye Redy,
- et af mine mange julegave-strikke-projekter.
Som I kan se, sidder den perfekt på hende.
Og hun blev rigtig glad for den.


Også jeg fik julegaver.
Af de mere strikkerelaterede kan nævnes 'Østen for Solen'
og et sæt 'ChiaoGoo' strikkepinde - de mindste str.

Lige nu har jeg et luksusproblem - jeg skal have fundet ud af hvad der skal på pindende,
efter alle julegave projekterne. Dennegang skal det være noget til mig selv .. 






tirsdag den 24. december 2013

Sidste gave klar - og glædelig jul til alle.


Idag blev 'Rester' presset og pakket som gave.
Det er en lækker blanding af Black Hill Silk Mohair og Højlandsuld
- blød og lun. Og kvaiteten kom tydeligt frem efter vask og pres.
Desværre frygter jeg den er lidt for kort - også selvom jeg strikkede 3 cm længere end opskrift.
Den ser kort ud, når jeg har den på. Og jeg har ca. samme højde som min mor. 
Vi får se, når hun selv prøver den på. Jeg tør ikke love jer fotos før efter jul.

Der blev gjort særligt ud af indpakningen.


Jeg havde et stykke silkepapir, som jeg fandt velegnet til projektet.
Det kunne lige nå rundt, når jeg foldede trøjen i 3 dele.


Udenpå silkepapiret kom blank cellofan,
og så stod jeg i valget mellem pink bånd eller sort. Pink sejrede.
En lille nissedukke som vedhæng - den ved jeg min mor vil holde af ,
og så gavemærke og sløjfe.

Voila ! Og sørme om ikke det firbenede eksemplar af Knud sneg sig med
- lettet over, at det ikke var ham, der blev ofret som marcipangris  ..
(han kan nå det endnu, kan han)


Til slut - inden julen for alvor er over os - vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul,
og en hyggelig og dejlig juleaften. 


'From all of us to all of you …. ' 

mandag den 23. december 2013

Målstregen passeret - og nu er der tid til 'Knud'


Der var spænding til det sidste, om jeg nåede at blive færdig med 'Rester' af 
Anette Danielsen, som er julegaven til min mor.
Men det gjorde jeg - også endda i god tid inden juleaften (som mange af jer spåede). 

Da jeg nåede til monteringen, kom jeg i tvivl.
Skulle ret eller vrang vende udad på ærmerne?
På instagram var man meget enige om, at vrang skulle udad,
som det også var angivet i opskriften. Så sådan blev det.

På fotoet ser I 'Rester'  inden den blev smidt i vaskemaskinen.
Garnet har samlet sig rigtig flot og lækkert, 
og jeg skal nok bringe faktaboks og fotos af den færdige trøje senere.
Og - med lidt held - fotos af min mor i trøjen (som jeg frygter er lige kort nok, 
skønt jeg strikkede 2-3 cm længere end opskriften).

Nu mangler den at blive presset og pakket flot ind.

Så blev der pludselig riigelig tid til Knud - en lille strikkegris fra garnudsalg.dk
Jeg kunne simpelthen ikke stå for den.

Jeg har lavet den i en særlig marcipangris-udgave,
for det er som sådan, den skal bruges i morgen aften.

Den skal nok blive fulgt af nogle rigtige Knud'ere - med 4 ben, som rigtige grise har. 
- for Knud er da bare for hyggelig at strikke.


Til slut et foto af en strikkerelateret kalendergave - strikkeservietter..
og et foto taget i det øjeblik jeg fik juleferie.
Først mudder - og så regnbue og solskin..   :o)
Juleferie så langt øjet rækker (indtil den 3. januar).

Måske når jeg et lille juleindlæg i morgen,
men hvis Ikke, vil jeg ønske alle læsere en rigtig god og hyggelig juleaften.



mandag den 16. december 2013

Julegavestrik - opløbsstrækningen.


Mine strikkepinde gløder.

Den sidste Julegavetrøje er nu i produktion, og den har været ledsaget af div. vanter og huer og andre trøjer. Det skal blive helt skønt at sætte strikkegearet ned, og komme til noget mere afslappende strik til mig selv - UDEN dead-line.

Lige nu er en uge til dead-line, og der mangler stadig 1 1/2 ærme.
Jeg er fortrøstningsfuld - og dog.
Der er arrangementer og ting der skal nås i løbet af ugen,
så jeg håber der bliver strikketid nok til ærmerne.

Trøjen er model 'Rester' af Anette Danielsen.
Jeg har brugt en rest bordeaux højlandsuld med ledsagetråd i silk mohair,
begge fra Garnudsalg.dk. Resten var fra min Aran Sweater af Lene Holme Samsøe.


Dvs. det er pullen.  Ærmerne bliver strikket i andre rester i grøn, turkis og grå + bordeaux,
med samme ledsagetråd som resten.

Jeg tror jeg bliver ret vild med den trøje - og håber min mor gør det samme.
Trøjen er nemlig hendes julegave.


De sidste vanter når jeg ikke inden jul. 
Det kan jeg ligeså godt se i øjnene.
Men så har jeg en veninde, der kan blive overrasket af en nytårsgave ;o)

Til slut et foto fra sidste weekend, hvor der havde været frostvejr efter stormen.. 


Fortsat god december  hygge til jer - med ønsker om at I når det I skal nå  :o)
Og ellers må vi håbe det bliver jul alligevel. 

søndag den 15. december 2013

Vinderen blev



Ved hjælp af Random.org (og julenissen),
blev lod nr 16 udtrukket. Og nr. 16 tilhørte Madame ,
der nu kan holde fingrene varme i vinter.

Gitte, vil du sende mig din adr. på monaelisabeth.pedersen@gmail.com ?
så vil jeg sørge for, at rensdyrene tager dem med ;o)

Og - hvis nogen skulle undre sig -
Der er givet 2 lodder til dem, der har mig på deres blogroll
- også uden at vide det  :o)