onsdag den 27. november 2013

Rypevotter - en julegave.


Min søster Ulla er rigtig glad for fugle.
Mere specifikt undulater - og helt specielt hendes egen undulat 'Pelle'.

Så naturligvis er det oplagt at strikke et par vanter med fugle til hende til jul.
At det aktuelle mønster rent faktisk er ryper, behøver vi jo ikke nævne højt  ;o)

Jeg fandt det skønneste alpaca garn fra hjertegarn, som jeg havde glemt alt om at jeg havde.
Så det gav lissom farvevalget - sort og hvid.


Mønsteret fandt jeg hos Jorid, som har lavet de sjoveste vanter og sokker.
Jeg kan kun anbefale at kigge forbi hendes blog og mønsterbutik.

Vanterne var nemme og hurtige at strikke. 
Jeg valgte at strikke hjertet ind i kontrastfarve (på det oprindelige mønster er det hvidt),
men efterfølgende kom jeg til at tænke på, at det jo også kunne have været broderet på ;o)

Jorid har i øvrigt også et mønster på barnevanter, hvor pengene for salg af mønsteret går til indsamling til børn i Syrien.

Nu er jeg spændt på hvad Ulla siger til vanterne.  :o)
Og - apropos fugle - så fik jeg endelig sat min foderautomat op på vinduet i sommerhuset.
Så er det spændende om de tør komme helt tæt på. 



søndag den 24. november 2013

Rangoli hat - nu med halsedisse


 Rangoli hatten med tilhørende halsedisse er nu færdig
i god tid, så den kan nå at blive pakket med i pakkekalenderen. 

Derfor kan I nu (takket være Lene der var fotograf) se den med mig indeni.
Jeg satser på at have ca samme hovedstørrelse som min mor, som huen er strikket til.
Og dog kan jeg have en lumsk mistanke om, at hendes hovede er lidt mindre.
Vi får se om ikke den passer.


Her ser I den så, rangoli hatten . Linket er til en gratis opskrift på Ravelry,
hvis nogen skulle have lyst .. 

Den er nem og hurtig at strikke - det varede kun et par aftener.
Huen har en tilpas rummelig størrelse til at der er plads til håret, uden at det bliver rodet til.
Og jeg faldt for snoningerne. 

Da der var garn tilbage, blev der også lige strikket en halsedisse.
Jeg tror jeg slog 20 masker op, og strikkede rib 1 r 1 vr. 
Det gjorde jeg indtil jeg synes det passede med længden - og huskede at lave et knaphul.
De allersidste garnrester blev brugt til at hækle en kant rundt om.

Fordelen ved denne halsedisse model er, at den er nem og praktisk.
Den er til at håndtere - også for en dement (håber jeg - ellers er der hjælpere).


Faktaboks:  opskrift  her
Garn:  2 ngl geilsk 2 tråd uld (2 nøgler jeg havde tilovers fra andet strik).
 Trådene strikkes sammen.
Pind 5 - rundpinde i forskellige længder. Til sidst strømpepinde.
Hvad mere er der at sige ?  model nem og hurtig at strikke. 

Nu må jeg til at pakke pakkerne til pakkekalenderen.


De nederste fotos kan ses som begrundelsen for, at der overhovedet strikkes huer og halsedisser.
Vinteren er lige om hjørnet - og vi har haft den første nattefrost.  Brrrr.



onsdag den 20. november 2013

Mere julegavestrik - og lidt Arne og Carlos


Her gløder strikkepindende.
Lige nu er det en Rangorihat - strikket i et par nøgler Geilsk, jeg havde til overs.
Det er i to blå nuancer, og farverne står flot til hinanden.

Huen er til min mor. Den skal gerne være lidt stor i det, så den ikke ødelægger frisuren.
Håret er nemlig min mors stolthed, så det skal helst ikke rodes til.

Planen er, at jeg også vil lave en halsedisse til hende i det samme garn.
Så er hun varmt ekviperet til når hun 2 gange om ugen skal afsted i 'hyggeklubben'.
(en lille demensgruppe, hvor de laver alle mulige spændende ting,
 og som virkelig gør en forskel for de damer, der går der).


Med lidt held får jeg tingene klar, så de kan indgå i deres julekalender.
Gennem flere år har jeg lavet en julekalender til mine forældre, som de skiftes til at åbne. 
Så hygger jeg mig med at tænke på, at de har en hyggestund, når de åbner deres kalenderpakke.

Apropos at være på forkant,
så har jeg også været lidt på forkant af julen i forhold til mig selv.
Jeg måtte nemlig anskaffe mig bogen "Strik fra Setesdal" af Arne og Carlos.

Bogen er bare skøn. 
Der er en masse strikkehistorie og strikketradition deri,
foruden en masse nytænkning og sprudlende kreativitet fra de to gutter.


Her ser I lidt udsnit.
Med lidt medvind når jeg også at strikke vanterne her inden jul..
puderne, sweateren og de andre flotte ting nøjes jeg indtil videre med at drømme om.


 Dørpuden er ikke til at stå for.
Den må også på to do listen - på et tidspunkt  :o)



søndag den 17. november 2013

Redy, Redy, Redy


Så blev Redy nr 3 færdig.
De af jer der kender min søster Ulla, har nok allerede (ud fra farven)
gættet, at det er til hende. Lyserød er yndlingsfarven.
Den er strikket i hemmelighed, og derfor får I den ikke at se med indhold.
Det er nemlig en julegave.


Men I skal nok få den at se - også med faktaboks,
når den er vasket og garnet har samlet sig.
Garnet blev købt på Fanø,
og det er en rosa 2 trådet uld sat sammen med en blå og pink kid mohair.
Der blev ikke meget garn tilbage - I kan se nedenfor hvor meget.
Jeg er spændt på at se hvordan trøjen bliver, når den er blevet vasket.

Jeg har masser af julegavestrik ret forude - huer, vanter, flere trøjer.
Så der er speedet op på pindene lige nu. (og av min arm).

Lige nu er det en Rangoli hue til min mor. 



mandag den 11. november 2013

Den ultimative strikkebog for katteelskere - boganmeldelse


Er man strikkeglad katteelsker er denne nye bog et must. 
Bogen er lige på trapperne - og skal nok vække begejstringen i mangt et kattehjem.
Den udgives på Turbine Forlaget, er på 213 sider, hardback,
og igen et lækkert design med udførlige vejledninger.
Forfatteren er Sue Stratford, oversat af Sidsel Sangild.
Vejlende pris kr. 249,- 

Og for de penge får man 20 hyggelige katteopskrifter,
skønne, hyggelige og sjove billeder.

I får her en lille smagsprøve:


En burmeser og en legesyg killing


To fede katte og en stakkels lille mus, og en stribet kat 


En husmoderlig kat med vasketøj, og en sød lille killing,
og mange, mange flere.

En sød, sjov og fin - og ikke mindst anbefalelsesværdig, bog.

Og så skal jeg ikke undlade at minde om en give-away hos Stine.
Stine er medforfatter på bogen 'Mange Masker' - og det er den, der udloddes  :o)

Dejligt med de mange, gode strikkebøger her op mod jul. 
Jeg elsker simpelthen bøger.  :o)


lørdag den 9. november 2013

Islandske vanter i proces - og proces i Slettestrand.


Disse vanter (en variant fra bogen 'Islandsk Strik'
ligger nu klar til en tur i vaskemaskinen.
(venter på selskab - jeg kan ikke helt få mig til at starte maskinen kun for dem).
Men de får nu også snart selskab af Rypevanter og endnu en 'Redy'. 
Mere herom senere.

De islandske vanter har den fordel, at de er hurtige at strikke.
OG at de er gode til at få brugt restegarn (Lett Lopi).
Vanterne kan strikkes på et par aftener. 


Disse fotos er fra Slettestrand, hvor jeg lige har været på internat med min arbejdsplads.
Et 3 dages kursus med masser af processer,
så da vi drog hjem igår var vi godt brugte.
Jeg fik strikket lidt, men slet ikke så meget som jeg havde håbet.

Vi boede på http://slettestrand.dk hvor vi blev godt forkælede. 
Stedet har sit eget koncept, og det gør det bestemt ikke ringere. Dertil kommer,
at det ligger midt i en pragtfuld natur - og med udsigt til Svinkløv (på en klar dag).

Fiskerbådene fotograferede jeg med mit mobilkamera nede på stranden.
Der er flere steder i Jammerbugt, hvor man stadig fisker fra stranden.



mandag den 4. november 2013

Afmæli er nu færdig


Endnu en trøje er røget af pindene .. 
Det går hurtigt disse tider, hvor to do listen næsten er overvældende.

Men heldigvis - i Lett Lopi og på pind 5 er det ingen sag at speedstrikke.
Mønsteret findes gratis lige her


Jeg tror der er gået 4 nøgler mørkegrå, og 1 ngl af hver af farverne orange, grøn, lilla, og rød.
Der blev også lidt rester til vanter.
Trøjen er strikket i str. M. 

Farverne er lidt misvisende på fotoet. Den orange er meget mere afdæmpet, og slet ikke så skrig gul,
som det kan se ud. Og den grønne er lysegrøn og ikke turkis.

Og så var jeg lige ved at tro at jeg havde strikket fejl i den røde og lilla mønsterbort.
Men nej - det er vist bare et spørgsmål om at skifte fokus.
Fokuserer man på den blå/lilla (og ikke den røde, som egentlig er mest fremtrædende),
så vil man hurtigt se blomsterne træde frem.
(pyha - indtil jeg opdagede det, var jeg på nippet til at kassere trøjen ;o)

Der er lidt omlægninger i mønster og farvesammensætning ifht. opskrift.
Jeg havde nemlig kun 4 farver at gøre godt med.

Men med udsigt til flere leverancer og en spritny bog om islandsk strik,
kan det være der kommer meget mere af den slags på pindene.

Mærket er dennegang anbragt i nakken.


Sagde jeg to do liste ?
Her er et par Rypevotter fra Jorids mønsterbutik ved at vokse frem.
Det er en jule- eller kalendergave til min fugleglade søster.
Hvorfor er det lige at vante nr. 2 altid er så træls at strikke ? 

Alle mine nye strikkebøger og strikkeblade har givet mig dusinvis af ideer,
jeg gerne ser effektueret her op mod jul.
Endnu engang må jeg konstatere, at tanken er hurtigere end handlingen.


ps. vrang på en ret måde er lidt svær for mig at forklare, for jeg har kun set den udført, og har ikke haft den i fingrene selv.  Men (som jeg opfangede det), så handler det om at, i stedet for at strikke vrang på den vanlige måde, så går man bagom retmasken, så den ved tilbageløbet på vrangpinden kommer til at virke som en vrangmaske på retpinden.  Lyder det kryptisk ? hvis andre kan forklare det, så det er nemmere at forstå, er I velkomne til at supplere  ;o)

lørdag den 2. november 2013

Høns der strikker i café - eller café i Hønsestrik


Torsdag var der igen strikkecafé i Hønsestrik i Aalborg.
Jeg havde glædet mig, og drog afsted med et par islandske vanter fra min nye islandske strikkebog,
 og den nye Redy jeg har startet op. Begge dele er rimelig enkelt strik, så jeg havde
 ikke de store udfordringer at slås med på strikkefronten. 
Det må jeg lige sørge for at få, for der er mange gode tips og trix at hente hos vores caféholder Anette, og vil man gerne udvikle sig, nytter det ikke at blive i sin comfortzone :o)

Jeg fik strikket en del - og snakket en del. Hyggeligt.
Jeg fik også købt et par nøgler lett lopi til nogle planlagte vanter,
men jeg var ikke den der handlede mest. Jeg varmer op  :o)
For der er bare så mange lækre garner og modeller der frister i Hønsestrik.


Lene havde siden sidste strikkecafé drømt om denne lækre kjole i Einband lopi,
og nu skulle det være. Simpelthen. Mønsteret lå parat, kjolen blev fotograferet,
og så kastede Lene sig ud i det svære farvevalg. Og flotte farver fandt hun.
Ovenfor ser I Lene i momentet, hvor garnet til kjolen blev hendes.
Jeg gætter på, at det ikke være længe, inden vi ser den færdige kjole på Lenes blog  ;o)


Der blev handlet lystigt inden vi gik ovenpå i café lokalet.
Camilla står ved kassen og sørger for vores handler går nemt og smidigt,
og ellers hygger hun om os med alt det praktiske (og sit gode humør),
Anette (der ses i baggrunden) er vores dygtige caféholder,
der er super sød og hjælpsom med tips og tricks til strikketøjet. 


En meget hyggelig aften, hvor jeg bl.a. fik udvidet min begrebsverden med 'omvendt vrang' 
- eller vrang på en ret måde. 

Nu er det weekend, og jeg har slået op til 'fuglevotter' af Jorid 
- og på de andre pinde halser 'Redy' afsted. 

God weekend til alle.