torsdag den 31. oktober 2013

Mere til ønskesedlen


Der er kommet 2 nye strikkebøger fra Turbineforlaget,
som nok kan friste en og anden her op mod jul. 
Især hvis man ikke kan strikke, og gerne vil kunne det - 
eller hvis man er til hurtigstrik.


"Lær at strikke, elsk at strikke' af Anna Wilkinson (oversat af Sidsel Sangild)
er på 144 sider med lækre og meget overskuelige strikkevejledninger, og gode, lette 
mønstre. Den koster kr. 249,- og jeg vil klart anbefale den til en strikker in spe,
eller en begynder eller øvet, der gerne vil have mulighed for at lære nyt.
Der er fx også flerfarvestrik og mønsterstrik i nogle af modellerne,
og bogens layout er lækkert i farve og komposition. 


og igen: fotokvaliteten jeg her viser jer, er ikke bogens niveau,
men må tilskrives indebelysning og mobilkamera hos mig  ;o),
jeg ville bare vise jer eksempler på et par af modellerne, og bogens anskueliggørelse
af forskellige teknikker. 
Jeg bliver glad når jeg bladrer i bogen og ser de farvestrålende modeller,
og der er flere af tingene jeg godt kunne finde på at strikke og lære nyt af.
Så under juletræet med den  :o)


Den næste bog er '1/2 time strike - hvad kan du strikke på en halv time eller mindre'? af Carol Meldrum, også oversat af Sidsel Sangild. Den er på 128 sider, og koster også 249 kr.

Den er til den utålmodige strikker - eller den strikker der vil se resultater i en fart.
Bogen er spækket med opskrifter på små finurlige dimser, babysko, hårsmykker, dyr, halsdimser, sågar billedrammer og urtepotteskjulere i strik. 
Også denne bog har klare og tydelige billedanvisninger, og flotte og letlæselige mønsterdiagrammer. 
Også denne bog har et flot og gennemført layout.

Modellerne vil jeg kaste mig over, hvis jeg lige skal lave lidt pynt, eller fx kalenderpakker. 


Som I kan se, er der rigtig mange muligheder.

I nederste højre hjørne er jeg gået igang med hjemmestrikkede vanter efter bogen 'Islandsk Strik',
som jeg skrev om forleden. Det kan ikke gøres på en halv time - og jeg må have fart på, hvis jeg skal nå alt det jeg tror jeg kan nå inden jul  ;o)


Nu vil jeg til at gøre klar til at skulle afsted i strikkecafé. 

God Allehelgens aften til alle jer derude bag skærmene.  :o)


onsdag den 30. oktober 2013

Julemagasin - og færdii


Måske husker I hvor fortørnede mange af os var sidste år,
da Kreativ Strik udkom med sit Julemagasin ?
Ok - det var ikke meget strik det indeholdt,
men jeg tror  heller ikke helt det var gået op for os, at det var et særnummer,
vi fik sammen med andre magasiners læsere.

I år er det derfor med en noget anderledes positiv tilgang jeg åbner for bladet. 
Og større bliver glæden også, når jeg ser, at det rent faktisk også (bl.a.) indeholder strik
- og tilmed strik jeg kan finde på at lave  :o)


Jeg viser i flæng (og underskylder den dårlige billedkvalitet der må tilskrives indendørs belysning og mobilkamera) disse skønne islandske (nordiske) trøjer af Maja Nebsbjerg,
og ikke mindst skønne julegaveegnede vanter, sokker og pulsvarmere af Rachel Søgaard.
Jeg kunne snildt finde på at kaste mig ud i vanter i mit restegarn  :o)



Tørklædet dertil er også skønt. 
(der er også nogle fantastiske huer i bladet, jeg ikke lige fik fotograferet, og som Stine har lavet. Måske når jeg at strikke sådan en til jul også, og så kan I jo se den 'live' ).

Nå ja, det er jo dilemmaet ved at fremhæve nogen - så er der andre der bliver overset.
Men jeg vil sige, at det er et blad spækket med super flotte og spændende ting som den kreative sjæl
hurtigt kan forvandle til juleting og gaver.
Som fx træerne - også af Rachel Søgaard, eller det skønne nisse/snemandspar af Gitte.
Ja herligt at se hvordan blogverdenen gør sig i magasinet,
for sørme om ikke også Tina er med i bladet som gæstedesigner i en artikel om Tina Dalbøge og den hjemmelavede. Inspiration mangler der bestemt ikke. 


Pyha alt det man sådan bliver inspireret til  ;o)

Jeg er glad for mit julenummer  :o)

Nu blev jeg heldigvis færdig med 'Afmæli' igår, og der er røget nyt på pindene.
Vanter og mere Redy.  I får se ... 
For der er mange strikketing der skal nås i den travle tid op mod jul.


mandag den 28. oktober 2013

Efterårsskoven før stormen - og en islænder i fremdrift


Nu er Nordjylland ikke det sted der blev hårdest ramt af dagens stormvejr.
Men jeg synes alligevel at I skulle se fotos fra søndagens gåtur,
for de træer ser garanteret anderledes ud idag.


Så flot var skoven ved Hals igår.


og en hedestrækning.


Som sagt relativt roligt i Nordjylland idag,
men alligevel rejste stormen sig indenfor 10 min og blev ret voldsom
- dog kun i kort tid. Heldigvis.
For det har da set rigtig voldsomt ud.


Ellers er jeg ved at lægge sidste hånd på værket med min islænder 'Afmæli'.
Den er sikkert klar til foto næste weekend.


fredag den 25. oktober 2013

Pulsvarmere i eget design og lidt sjovt design fra Norge


Nu kastede jeg mig ud i det - pulsvarmere.
Som jeg skrev tidligere, fandt jeg en masse alpacagarn fra Hjertegarn
jeg totalt havde glemt jeg havde.
(siger det lidt om mit forkromede overblik ??)

Nå - hvorom alting er, så nærmer vi os nu en tid,
hvor der kaldes på gaveideer - både til pakkekalendere, julegaver,
og - hvem ved - måske en give-away ? 
Så lidt til lageret er ikke at kimse af.


Så frem kom nogle strømpepinde nr 3 og garn i sort og hvid.
Den grønne er noget højlandsuld jeg havde liggende (godt at fyre rester af).

Der kom 12 masker på hver pind, og så var det gerade aus.
Mønsteret skete efterhånden som jeg strikkede - og den blev måske lidt lang. Men hva'.
Er man en frysling gør det nok heller ikke noget underarmen bliver varmet  ;o)
Ellers kan man jo bare strikke den kortere. Og så huske hullet til tommelen.

Og jeg skal lige sige : de ER faktisk lige lange. Det var vist bare den måde de blev lagt på til fotografering, der kan give et andet indtryk.

Jeg ved ikke lige hvor jeg fik inspirationen til striberne - mange steder, tror jeg.

Men det kunne fx være hos Muffin/Jorid der bl.a. har designet de skønneste zebra vanter.
OG mange, mange andre ting. Check dem ud.
Hendes blog  - og ikke mindst mønsterbutik - er bestemt et besøg værd.
Og et bestemt mønster fortjener særlige opmærksomhed, idet de penge, der kommer ind,
går til SOS børnebyerne. 
Så jeg synes lige Jorid fortjente et ord med på vejen. 

 

onsdag den 23. oktober 2013

Boganmeldelse Islandsk Strik


Der er lige udkommet en ny bog for strikkere med hang til de islandske modeller,
nemlig 'Islandsk Strik', Turbineforlaget, redigeret af Oddn´y S Jónsdóttir,
oversat af Sidsel Sangild. vejl. udsalgspris kr. 349,-

Er den ikke allerede på ønskesedlen til jul, vil den nok ret hurtigt komme det ;o)
for det er nemlig en lækkerbidsken.

Bogen har et lækkert layout, 
indeholder mønstre og opskrifter på 65 spændende modeller 
- alt fra dametrøjer, kjoler, barnetrøjer, herretrøjer, vanter,
sokker, benvarmere, og cardigans - alle i traditionelle islandske mønstre, både gamle og nye.

Jeg fristes til at bringe et par fotos - som sædvanlig de modeller jeg umiddelbart selv faldt mest for,
(samtidig med at jeg beklager den dårlige billedkvalitet, der skyldes, at de er skudt med mobilkamera i alm. lampebelysning). Bogens billeder er af høj kvalitet.


De islandske mønstre er farverige og flotte. 
En del af dem er ud fra en helt traditionel grundmodel, hvor man kan ændre mønsteret,
hvis man har det behov. Modellerne kan også forlænges eller forkortes, alt efter hvordan man vil have dem. En styrke er, at alle modeller er vist i mini-foto med målangivelser, som i billederne herunder.

Læg mærke til den skønne barnetrøje - og spenceren som er rigtig flot.


Og så synes jeg det er meget tiltalende, at bogen også understreger, at islandske sweatere er for alle aldersgrupper. Der er skønne børnemodeller, mange flotte dametrøjer, kjoler etc i varierende garntykkelser - og herremodellerne er lige i skabet. 

Mønstre og diagrammer er let læselige og let forståelige.
Der er en god oversigt over materialer, og målangivelser, så jeg vil mene,
at bogens modeller er let tilgængelige. Eller at de fleste af dem er det. 
Selvom mønsterstrik kan virke kompliceret, er det her præsenteret på en letforståelig måde.
Relativt uerfarne strikkere vil også kunne strikke de fleste af bogens modeller.

Bogen 'Islandsk Strik'  indeholder et afsnit om teknikker, og som noget helt særligt er der et kapitel om strikketradition i Island gennem tiderne, ("den islandske striks oprindelse") der sammen med 
 historien om Islands uldindustri er med til at give en fornemmelse af Islandsk Strik.

Til sidst et overblik over alle bogens modeller - og (herligt) nogle blanke sider til noter. 
Alt i alt en meget alsidig og spændende strikkebog.


Som det måske fremgår er jeg ret begejstret, og er allerede igang med at tænke på hvem i min familie der trænger til varme trøjer - og finde på undskyldninger for hvorfor jeg også selv lige trænger ;o)
Der er bestemt nogle ting jeg har kig på.

Og så er jeg jo allerede igang med at strikke en islandsk model - det går hurtigt på de tykke pinde,
så det kan ikke vare længe før den præsenteres her på kanalen.  



søndag den 20. oktober 2013

Nyt på pindene - nu fra Island.


Lidt nyt skal der til  ;o)
- og jeg lod mig lige friste af en KAL på Ravelry, omhandlende mønsterstrik.
(hos Lindse, hvis nogen er interesserede).

Og hvad skulle jeg så lige finde på i mønsterstrik ?

Jeg er så heldig at have en kollega, der er bidt af en islandsk hest.
Hvert år tager hun til Island for at samle heste ind (de driver dem fra fjeldet og ned i en kæmpe fold).
Det er noget af en oplevelse for hende - og nu hun er der går hun gerne i den lokale brugs og køber garn med hjem. Lettlopi i massevis. 

Til mig købte hun de farver i ser ovenfor  - og nok til en ny sweater.
Mønsteret hedder Afmæli, og jeg fandt det på www.istex.is.
Her kan man finde gratis opskrifter - og man kan også købe garn
(hvis ikke lige man kan få bud med hjem ;o)


Jeg valgte damemodellen øverst til højre (på nederste billede).
Desværre har jeg kun 4 farver, hvor mønsteret angiver 8.
Det betyder at der kommer nogle af mine sædvanlige ændringer i programmet ;o)
Som I ser, har jeg ændret lidt i den nederste bort - og nu er jeg spændt på
hvordan kraveborten kommer til at tage sig ud.

De islandske modeller er superflotte - og meget farverige.
Der er lige kommet en ny bog, som jeg håber at komme til at skrive mere om.

fra www.istex.is

lørdag den 19. oktober 2013

Endnu en Redy


Endnu en Redy er røget af pindene.
Dennegang en bordeaux søster-julegave trøje.
Garnet er knoll iblandet godt 2 ngl. blackhill silk mohair i grå.
Begge dele fra garnudsalg.dk.
Opskriften findes på Ravelry.
Strikket på rundpind 4.


Jeg er imponeret over hvor flot de to garner blander sig.
Det er super blødt og mohair-agtigt. Måske kan I fornemme overfladen på billedet herunder?
- og ja, mærket kom frem på forsiden. Det ville simpelthen genere i nakken  ;o)
Jeg tror den bedste gengivelse af farven er på det aller øverste foto.

Og igen - det er en super nem og hurtig model at strikke. 
Det tog mig kun en uge - men en uge med god strikketid.
Montering er der næsten ikke noget af.
Modellen er lige til at flytte ind i.


Og så matcher farverne det smukke efterår :o)


torsdag den 17. oktober 2013

Hvor skal mærket sidde ? + lidt a la carte II.


Jeg synes det er et interessant spørgsmål: 'hvor skal mærket sidde'?

Lis inspirerede mig forleden, og jeg har siden tænkt lidt over det.
 Mærket er for mig det sidste finish - prikken over i'et.

Idag fik jeg endelig syet mærke på min nederdel. 
Det kom til at sidde til venstre lige under linningen,hvor der var plads. 
En mulighed kunne også have været forneden på sømmen, eller bagpå på indersiden.  
Jeg har også set smarte løsninger på ærmet - enten langs ærmekanten,
eller helt forneden, ombukket om kanten.


De fleste gange havner mit mærke i nakken. Så kan jeg også se hvad der er for og hvad der er bag ;o)
men det går bedst på bluser, hvor der er en eller anden form for halskant.
På fx Redy, og på denne sommertop hvor der ikke er en decideret halskant, ville den kun komme til at genere og evt. kradse på hhv ryg og nakke. På disse modeller blev mærket derfor sat lige over den nederste kant til venstre.

Hvor sætter I jeres mærker ?
jeg ved der findes rigtig mange, sjove, anderledes og alternative løsninger,
og jeg lader mig gerne inspirere  :o)


Som jeg skrev forleden, er jeg blevet begavet med nye strikkebøger.
Strik a la carte II har jeg tit haft hjemme fra biblioteket og genlånt og genlånt.
Derfor røg den på ønskesedlen - nogle bøger er rigtig rare at have på reolen.
Det første jeg gør er at sætte en masse mærker ved modeller, der kunne være gode at strikke.
Uhh - hvor kom der mange mærker ;o)


a la carte modellerne er klassiske og tidløse, og meget anvendelige.
I ser her et lille udpluk af dem, jeg har sat mærker ved.

Det er en rigtig god opslagsbog med masser af flotte modeller.
Og jeg vil mene de sagtens kan strikkes i højlandsuld  ;o) - og andre kvaliteter.