fredag den 31. maj 2013

Projekt æbletræer


I troede nok også I var færdige med at høre om vores udlejningshus ?

Næh nej, ikke helt.  Der skulle nemlig også plantes lidt på grunden.
Jeg købte 4 æbletræer - 2 til mit eget sommerhus, og 2 til det fælles.
Det var en kollega, der havde fået nogle til overs, efter at have plantet 600 træer i skel.
(så skal jeg ikke pive over de par stykker jeg skulle plante).

Billedet er fra mit eget sommerhus, der ligger lige i nærheden af det fælles.


Ud over æbletræerne var der også nogle hvidtjørn, syrener og en enkelt rødel.
Jeg fordeler dem ligeligt mellem os - hvidtjørn er smuk, når den er i blomst.
Og syrener ligeså. Men rødel ? er der nogen der kender den ?
den skulle vist kunne blive ret stor.

Nedenunder ser I de nyplantede træer, og en enkelt nyplantet frugtbusk.
Grunden er blevet nivelleret - men er da vist ikke nået at blive fræset.
Den var i hvert fald hård at grave i. 
Nu står de der, de små træer. 
Og så må havemanden fræse udenom, når han skal så græs.
  Træerne skal nemlig være sat nu,for huset er lejet ud fra i morgen. 
Træerne kunne desuden heller ikke blive ved med at stå i potterne.
Der er grænser for en kvindes (= min) tålmodighed  ;o)



onsdag den 29. maj 2013

Lidt efterdønninger, en lang vandring og et par henvisninger.


I troede nok ikke I skulle høre mere om weekendens blogtræf hos Lone ?
jo da. 
Den lille mobiltaske, jeg hæklede til min søster, skal I da lige se.

Det er mange år siden jeg sidst har hæklet - men jeg huskede det endnu.
Dengang jeg var ung blev det til gæstehåndklæder, dækkeservietter, ja endda en bikini ! 

Og - jo - vi hyggede os gevaldigt til det blogtræf. Rigtig meget endda.
Og i hækleworkshoppen fik jeg lige genfundet mine gamle færdigheder.

Jeg fik også spurgt til min orange sag, og jeg fik en retning at gå efter.
Nu er jeg ved at strikke kanterne til - ja jeg knokler stadig med den.
Men I skal nok få den at se - før eller siden. 


Og - apropos en retning at gå efter - jeg deltog i Ladywalk forleden.
ca. 10 km blev der gået (af os - der var også en længere rute).
Jeg har en app der registrerer ruten, og donerer 1 kr for hver km til hjerteforeningen.
Så - ud over de gode formål Lady Walk støtter - blev der også lidt til hjerteforeningen.
App'en hedder 'Gå for hjertet ' 


Her ser I hele flokken i skarpt trav ud langs Limfjorden.

Og sidst : kender i www.pensum.dk ?
hvis ikke, vil jeg lige gøre jer opmærksom på siden, der er et forum for køb og salg af brugte bøger.

Jeg har selv lige sat en stak til salg - men anledningen til at jeg kom til at kende siden, var,
at vi skulle læse en bog i en af vores læseklubber, som ikke længere er at få i boghandelen.
Heldigvis var der 5-7 eksemplarer til salg på pensum.dk, så alle kunne forsynes.

Til de interesserede kan jeg oplyse, at der er en del håndarbejdsbøger til salg under 
'arkitektur og design'.  Der er simpelthen noget for enhver smag. 
Men nok mest studierelevante bøger indenfor alle mulige studier.

Nu må jeg vist videre med den orange sag  :o)


mandag den 27. maj 2013

Til alle jer, der var misundelige


Til alle jer der skrev i kommentarerne til mit sidste indlæg, 
at I var misundelige på os der var til blogtræf ..
 kan jeg kun sige :  det har I bestemt også grund til at være !    ;o)

Gaveregnen var helt ud over alle grænser !  Det var VILDT ! 
Jeg viser i flæng, og så viser jeg liste over sponsorer med links til sidst. 

De første billeder er fra min goodie bag. 
Poserne var ikke helt ens. 
Alle fik vist en fyrfadsstage fra Rikki Tikki, som den på det øverste billede,
mens tørklædet herundet til venstre herunder var i søgrønne, sarte orange og pink udgaver.
Tørklædet er af mærket Maya. 

På billedet til højre kan I se begejstrede bloggere fra nabobordet åbne deres goodie bags 


Der var den smukkeste vifte, og en dims til at udstanse huller i papir mv


En pose med perler og lædersnører til fx armbånd,
papir til collager, origami eller decoupager,


et folde-kit, og en udstanser til kanter 


og et par nøgler supersoft garn fra det nye firma garnpusheren.dk
(det blev hvisket os i ørerne, at det bl.a. var 'vores egen medblogger' Karina der stod bag),
og så var der den smukke flacon, som Lene havde lavet til os hver.


Senere på dagen blev der trukket lod om større gevinster.
Også her var der var rigtig mange lækre sager.

Jeg synes selv jeg var rigtig heldig med det, jeg vandt.
Jeg er helt vild med den gule sag. Alene det skønne udtryk.
Der var flere gevinster i lignende design - nogle vandt høje vaser i det rillede look,
som min figur også har. 

De små skyer er også rigtig fine.  Når jeg får lavet mit soveværelse om, har jeg en plads i tankerne til dem. De er da bare så fine. 


Som en ekstra ting, fik jeg denne skønne taske af Iben - jeg var åbenbart omgivet af generøse mennesker. :o)  Slet ikke dårligt. 


Alle de andre generøse givere var:

Dagens hovedgevinst var en stol fra Trip Trap - der var tasker fra Adax - keramik - gavekort til fodterapeut - smykker - billetter til Aalborg Kongres & kulturcenter - lækre chocolader fra Fru Rønne - garn - vin - you name it. ALT. 
Så det var ret overvældende. 

Og generøs var også Lone, der stod for arrangementet 
(og som vi håber har lyst til at gentage successen til næste år)  ;o),
samt de andre bloggere, der stod for workshops etc.
Ingen nævnt, ingen glemt .

OG - så blev jeg da lige overbevist om, at jeg også skulle på Instagram.
Jeg har oprettet profil nu - dqpage - hvis I kan finde mig derinde (jeg kan nemlig ikke finde jer). 





søndag den 26. maj 2013

Når ens vildeste forventninger bliver overhalet indenom


Efter sidste års blogtræf hos Lone var mine forventinger høje, da jeg igen skulle afsted.
Jeg havde i den grad glædet mig. Og jeg blev ikke skuffet. Langt fra. 

 Lone er et sprudlende organisationstalent, der med sikker hånd og højt humør styrede os gennem dagen. Lone bliver bakket op af gode venner og familie på Klitgaardens Dansecenter, der igen i år lagde hus til arrangementet. Jeg vil sige, at rammerne er perfekte til dette arrangement. 

Dagen startede med kaffe og boller 
og GOODIEBAGS - så var stemningen lissom lagt.
Jeg vil skrive om gaveregnen i morgen - men I kan få et sneak peak på første og sidste billede.
I kan godt se, det var VILDT !


Idag vil jeg koncentrere mig om at fortælle om de forskellige workshops - og så følger resten.

Hækling var den første workshop jeg deltog i. 
Den stod Lene for.  
Lene havde været så generøs at hækle en smuk blomsterflakon til hver af os. 
Jeg valgte den rosa i ser i nederste højre hjørne på fotoet. 
Som I ser oser koncentrationen ud af workshoppens deltagere.


Jeg fik hæklet en mobiltaske til min søster Ulla (som jeg længe har lovet hende).
Den ser I en anden dag.

En anden workshop (som jeg ikke var med i - man kan jo ikke nå det hele) 
blev afholdt af Gitte .
Det så rigtig spændende ud - gamle bøger blev omdannet til æsker og meget andet.
Jeg var desværre ikke ret god til at huske at fotografere produkterne, så dem må I se andre steder.
Men her er et par proces fotos - Lone ser dybt koncentreret ud.


Så var der (en anden)  Lone s applikationsworkshop. 
Jeg måtte beundre de helt usynlige syninger, der var resultatet af den teknik. 
Jeg har aldrig selv været en haj til syning, hvad enten det er i maskine eller i hånden,
så det var måske nu, jeg skulle have kastet mig ud i det ? 

Det var i hvert fald alletiders chance til at lære lidt teknik.

Og SOVEANDERNE hos Mette er da bare helt suveræne.
I kan lige skimte dem bag Mette på billedet - eller checke ind på hendes blog
og se bedre fotos.


SanneP og charlotte kastede os ud i origamiens ædle kunst.
Jeg fik lavet en diamant (også den har I til gode at se) 

Og så lærte jeg, at når man siger 'Ih hvor det kører'  - så kører det SLET ikke !
Desuden må jeg vist have lært at tælle til 5.
Jeg fik model med hjem på de skøneste japanske traner. 
Og materialer havde vi nok af - vi fik de smukkeste papirer i vores goodie bag .. 


Nå ja - sneak peak her neden under  til højre,
og uden mad og drikke, duer helt(ind)en ikke.
Vi fik den skønneste frokost, hvor der var noget for enhver smag. Lækkert, lækkert.
Igen : tak til Lone, familie og vennerne på Klitgaarden.

Og så hyggeligt at møde alle jer skønne blogkvinder !


fredag den 24. maj 2013

På vej ud af en tangent


Hvorfor kan jeg egentlig ikke forstå ordet 'rullekant'?
og hvorfor kan jeg ikke bare følge en opskrift ?

Jeg ved det ikke. Men jeg må konstatere, at jeg vist lige nu er ved at redesigne den orange sag
'Asymetrisk jakke med halsedisse' af Chrissie Day.
Jeg tvivler i hvert fald på, at designeren selv ville kunne identificere den som hendes værk,
hvis hun en dag skulle møde mig i den.

Først og fremmest : lommen ! 
Den skulle egentlig løbe over hele venstre forstykke. 
Det kom den ikke til - for jeg synes sørme det var nogle lange rækker at strikke,
og at en stor lomme ville komme til at hænge. 
Så den blev forkortet - hvilket tvang mig til at skulle tænke i kant ned langs siden.
Eller gjorde det ? kanten voksede vist frem af sig selv..
Jeg synes egentlig, at det ser ok ud, og det er ikke det, der er mit problem.


Næh - mit problem er RULLEKANTER ! 
Rulningen optrådte nemlig ikke helt efter bogen,
så jeg hæftede på bagsiden, således at det er en kant der ruller sig rundt om kanten,
men som altså er hæftet. (det er nok her, jeg uforvarende kom til at afvige mest fra opskriften).
Ulempen er, at kanten kommer til at flanre som på billedet nedenuder til venstre.
Og den er presset - men ikke vasket og presset. 

Og så er der lige det med knaphullet, der er alt for småt.
Jeg vil vælge en knap på størrelse med den jeg viser på fotoet -
vil finde en hos Birthe Sahl, der matcher kantfarven. 
What to do ? skal jeg påsy den som pynteknap, sy knaphullet sammen og erstatte med tryklås?
eller have en lille keramikknap og bruge det knaphul der nu engang er ?

Og den sidste kant, jeg skal igang med nu : skal jeg vælge at lade den følge både rygstykke og hele højre forkant således at der bliver turkis kant hele vejen rundt ?
eller følge opskrift og kun lade den være på forkanten ? 
(og lade selve rygkanten slutte lidt 'umotiveret' ) hmmm .. 
(jeg kan egentlig bedst lide, når der er synlige afslutninger - men måske ødelægger det hele ideen med trøjens design ?) 

I kan godt høre, jeg er godt igang med at redesigne - og det kan være både godt og skidt.
Måske nogle af jer kan supplere med ideer ?
(nu da jeg er på vej ud af en tangent).

Forkølelsen har stadig sit tag i mig
 -  men jeg håber at blive nogenlunde frisk til blogtræffet hos Lone i morgen.



onsdag den 22. maj 2013

Langsommelig strik og en herlig muslingesuppe


Jeg slider og slider med den orange sag, jeg påbegyndte for snart så længe siden ..
Asymetrisk trøje med halsedisse, hedder den.

Det var et færdigt kit jeg købte hos Jane, og garnet er det lækreste Semilla fino.
Nu begynder det da også at lysne.
Der strikkes nu på nr. 2 ærme, og så forestår monteringsarbejde, kanter og halsedisse.
Den skal nok blive god - engang.

Kanterne bliver turkise - og så tror jeg da, at jeg går ind til Birthe Sahl og kigger efter
en passende turkis knap.

Trøjen er lidt anderlede at strikke. 
Den strikkes i et stykke, startende med det 1. ærme.
På et tidspunkt er der nogle rigtig lange stræk, hvor man strikker både forstykke og ryg i et.
Ny tynder det ud igen, hvor jeg nærmer mig underarm på 2. ærme.

Og da jeg alligevel sidder herhjemme med en mega-forkølelse, 
har jeg alle muligheder for at få gjort noget ved det strikketøj.



Jeg er begyndt at spekulere på hvad det næste projekt mon skal være ..
Der er simpelthen alt for meget garn og for mange spændende opskrifter at vælge imellem.
Og for ikke det skal være løgn,
tegnede jeg idag abonnement på Rowans magasiner.  2 stks hvert år !
Anledningen var, at jeg havde forelsket mig i et mønster i magasin nr. 52 ;o)

 Muslingesuppen nedenunder fik vi i søndags.
I bakke friske muslinger tilsat gulerod, hvidløg, chili, rød peber, porrer, 
bouillion terning, krydderurter, og creme fine
 (jeg bruger ikke fløde - men det kan andre selvfølgelig vælge at gøre ;o)

Og voila ! den herligste suppe - rig på proteiner og vitaminer ! 
(og selvom jeg spiste den, blev jeg alligevel forkølet. Der gives ingen garantier i denne verden ;o).


mandag den 20. maj 2013

haveterapi


Det har været en ualmindelig herlig pinse hvad vejret angår.
Det har givet anledning til tilplantning af krukker
og strik på terrassen. 


Hvert forår nyder jeg at sætte farverige blomster i mine mange krukker
- og det er også spændende at se, hvor mange der måske har overlevet vinteren. 
Jeg har sået en del solsikker, og nu er de små spirer tøvende igang med at rette sig op,
og (forhåbentlig) vokse sig flotte store.
Jeg har valgt de buskede fremfor de høje. De er bedre i buketter ;o)

Og så er jeg da vild med den blå kærmindesøster. 
Så flot en farve ! (eller er det en forglemmigej? jeg roder altid rundt i de to).
En af dem har sneget sig op til en af mine roser. Den får lov at blive stående.

Hvert år når jeg lige at tro, at vinteren fik has på min bronzeblad.
men nej - her kommer den væltende op ! 


Det har været ren terapi at gå og gøre ved i haven. 
Der er så mange ting i livet vi ikke kan ændre på 
- men når ukrudt er hevet op, og krukker tilplantede, så er der synligt resultat
og glæden og fornøjelsen ved at sidde og nyde resultatet giver ro i sindet.

Strikketøjet ? jo, det skrider langsomt fremad. 
Men det er da vist et noget større projekt,
end jeg umiddelbart havde tænkt.