lørdag den 27. april 2013

Det swinger bare ..


Sidste weekends garnorgie måtte nødvendigvis føre til,
at vi måtte have gang i garnvinde og krydsnøgleapparat.


Der var lidt at gå igang med, må man vist sige.
Al den to-trådede uld jeg købte hos Yllefabrikken
+ noget italiensk hør fra garnudsalg.dk, gav arbejde nok til et par timer.

Hørgarnet faldt jeg for, og måtte absolut eje det.  
Ikke at jeg præcist ved hvad det skal bruges til, ud over at jeg regnede med, 
at jeg nok også lige ville nå at strikke en eller anden lille fix sommersag.
For sommeren er lang, og strikkeprojekterne uendelige :o)


Derfor måtte søster Ulla så i swing.
Foran hende stod 2 store poser fyldte med garn.
Hun er heldigvis et hjælpsomt gemyt, der glad kastede sig ud i projektet.

Da hun startede var der dejlig sol på terrassen, 
men snart trak mørke skyer op, og det begyndte at regne.
Ikke at det stoppede hende - hun tog bare en jakke på.

Og nu er vi færdige - og henne i 'garnlageret' står nu den fyldte pose med nyvundet garn. 
Nu trænger vi til en slapper foran tv - med masser af lørdagshygge.
God lørdag aften til alle. 






fredag den 26. april 2013

Fine gaver fra betænksomme bloggere.


Hvor er det herligt med en mini-ferie !
Og i sommerhuset ventede udsprungne juleroser,
og overraskelser til søster Ulla.


Da Lise for nogen tid siden havde ryddet op og solgt ud af nogle af sine ting,
købte jeg nogle klippeark til min søster Ulla, som elsker at lave collager.

Det kom Lis for øre, og hun var så sød at sende mig nogle flere klippeark til Ulla.
Så der var stor begejstring, og der er linet op til adskillige collage kort her i weekenden.


Der er nok at vælge imellem - og der er noget for enhver smag.
Og til enhver lejlighed.
Stor tak til Lis fra Ulla og mig. 


Til vores nye sommerhus var Lone var så sød at betænke os med denne barnestol.

Den passer perfekt ind til køjerummet, hvor den kunne få sin faste afsætningsplads under reolen.
Flere af jer foreslog, at det var godt at have barnestol og ditto seng når huset skal udlejes.
Og de råd er således fulgt.  :o).

Tak til alle jer, og i særdeleshed til Lone for den fine stol. 

Huset er lige på trapperne nu - det der mangler nu er ved at være overskueligt,
når man ser bort fra det udendørs. 

Nu vil jeg nyde bededagsferien og satse på at komme lidt i haven.


onsdag den 24. april 2013

Lidt strik må der til


Efter sidste weekends udskejelser har jeg lissom et garnlager der skal nedbringes lidt  ;o)
og jeg har derfor ihærdigt kastet mig ud i et nyt strikkeprojekt.

Denne assymetriske trøje købte jeg hos Jane.
Den har ligget og kaldt på mig i nogen tid.
Den strikkes i det lækreste Semilla uld på pinde nr 3 1/3,
så det går kun langsomt fremad. 


Farven er orange, og kanterne bliver turkis. 
Garnet er lækkert at strikke i. 

Nu får vi se hvor meget strik det bliver til i weekenden.
Haven kalder - nu er nu.  Det vælter op,
og vil jeg være bare en lillebittesmule på forkant,
må jeg vist ind i kampen  :o)


søndag den 21. april 2013

Garnrus i Yllefabriken


For nogen tid siden skrev Irene et indlæg om Klippan Yllefabrik.

Det lød jo temmelig spændende, og ikke mindst fristende.
Da jeg alligevel skulle besøge min veninde i Skåne,
synes jeg det kunne være noget så nærliggende,
lige at lokke hende med den vej forbi. Og det var ikke svært ! 

Vi havde en herlig dag inde i Yllefabrikken.
Da vi kom ud, bevæbnet med poser,
blev vi mødt af nogle damer på vej ind, der spurgte:

"Är der nogot kvar ?'  (håber stavningen er nogenlunde).

Vi kunne berolige dem: der var LIDT kvar/tilbage efter vores hærgen.


Kommer jeres vej forbi Klippan kan jeg kun anbefale jer at kigge indenfor.
Det er lækre sager ! 


Herinde i garnafdelingen var det et sandt Eldorado.  100 g for 25 kr. 
Det var ikke til at stå for - trods garnembargo ! 
Kvaliteten kender jeg ikke - Hanne havde senere lidt problemer med at vinde op, idet det filtrede.
Jeg håber ikke det er en generel tendens - men det vil vise sig. 
Og jeg vil naturligvis lave strikke- og vaskeprøver for at se hvordan garnet arter sig.
Men lige nu - lutter rus ! 


 Prøv lige at se denne farve ! 

Og garn var kun en af de ting de havde.
De havde fx også nogle superskønne plaider,
nogle sjove lysestager og meget meget mere. 

WE WILL BE BACK ! 

En anden ting jeg fik ud af besøget i det Svenske : 
Hanne viste mig hvordan jeg kunne ændre min blogheader i Picasa. Så fik jeg løst den gåde !



torsdag den 18. april 2013

Rum for rum


Nu begynder det at tage form i vores nye sommerhus.
Vi er ikke færdige endnu, men i nogle af rummene kan vi nu ane konturerne af,
hvordan det tegner sig.

Da det er ment som et udlejningshus, har vi bestræbt os på at indrette 'neutralt',
så flest muligt kan føle sig hjemme, og ikke føle de bor i nogens hjem. 
Det kan måske blive så neutralt, at ingen af os helt kan genkende os selv i stilen,
men sådan er det nok, når vi målretter det udlejning.

 Fjernsyns krogen (ovenfor) har fået grå Ikea møbler, der er behagelige at sidde i.
Siden foto blev taget, er der kommet puder, og fadet på bordet er flyttet.


Stuen med de mørke paneler og hessian (ovenfor) er nu malet lys.
Jeg fandt en flot voksdug med sommerfugle (lampen bliver skiftet - bare rolig).
Over vores gamle lædersofa kommer et sepia farvet billede med Leonardos tegninger,
og jeg fandt en skøn pude i Ikea, som jeg synes passede i farveholdningen.


 Køjerummet blev malet lyst, og møbleret med et lille bord og 2 kurvestole.
Grundfarven blev lys og orange - og så blev der sat zoo dyr op omkring køjen.
Der mangler at komme lamper op - ellers er rummet stort set færdigt.
I skal nok få fotos når det hele står klart.


I det store soveværelse er der også malet lyst over panelerne.
Vi har fundet et par søde billeder til at hænge over chatollet - gamle tegninger af frøkapsler.
Over sengen kommer der også et billede. Kassen på sengen er den lampe, der skal være der.
Der kommer en sammenklappelig barneseng.
Sengetøj er der - linned har folk selv med.

Hyggekrogen prydes af en fed øreklapstol fra Ikea.
Puden er ikke neutral, nej, men jeg kunne ikke stå for den ;o)
Lampen og bordet havde vi i forvejen - jeg malede bordet. Oprindelig var det teak.
(og nej, det var ikke voldsomt kønt). 


Det lille soverum ('gæsteværelset') ser sådan ud.
Også her kommer der nye lamper op.
Puderne er købt i Ikea, billedet over sengen ligeså. 
Sengetæppet havde vi.

Så vidt en status.  
Vi skulle gerne være klar til at Netferie kommer forbi med fotoapparatet i starten af maj, 
og kommer vi på hjemmesiden.
Vi mangler det udendørs - og en del ting indendørs. 
Men vi når det forhåbentlig, og jeg tror det bliver godt.

tirsdag den 16. april 2013

Rosa færdig


Så er Rosa kommet ud af vaskemaskinen og er blevet tør.
Det hjalp lidt på den - og også på halsen,
selvom den stadig flaner lidt. 
Jeg ved ikke rigtig om det er på et niveau hvor jeg synes der bør gøres noget ? 


Ellers synes jeg det er en lækker trøje, 
og jeg forventer at komme til at bruge den en del.
Farven er Amarone, garnet er højlandsuld fra garnudsalg.dk.

Jeg strikkede af 2 cones, og jeg vil mene der er til endnu en mindre trøje.
Måske skulle jeg finde på noget i strib ?  Simpelthen for at få brugt resterne. 
Modellen er 'Rosa' fra Suveræn strik på den feminine måde af Lene Holme Samsøe.
Den er strikket på pind 4.5. 
Den var ikke voldsomt vanskelig at strikke - krævede blot lidt opmærksomhed i mønsteret.


Ses vi til blogtræf hos Lone ? 
Jeg vil gerne slå et slag for at I kommer - også selvom I skal køre et par km eller mere :o)
Sidste år var det et fantastisk arrangement, det var helt utroligt, alt det Lone havde gjort ud af det. 
Det var virkelig en god oplevelse, og det tror jeg bestemt og så det bliver i år. 
Så jeg håber vi ses. 

mandag den 15. april 2013

Husker I denne ?


Vinterens skræk oplevelse ! da min søsters nye strikketrøje blev ødelagt i vask.
Måske husker I det ? 
Det var ikke sjovt.
Faktisk var det det stik modsatte - det var en trøje jeg havde strikket til hende.

Men - vi måtte vende det til noget positivt, og udloddede derfor trøjen som en slags give-away,
med en udfordring til vinderen om at få forvandlet den fhv. trøje til noget brugbart.

Denne udfordring tog Karina op - og resultatet kan I se her .
Jeg synes det er blevet suverænt. 
Der kom noget godt ud af det, må man vist sige  :o)


Og søsteren har endnu en grund til at blive glad.
Lise har nemlig ryddet ud i sine ting, og har solgt ud til glæde for andre bloggere,
deriblandt mig. Jeg købte en del ark til 3 D billeder + collager, som min søster er glad for at lave.
Og så røg der lige lidt garn og knapper med til mig selv  ;o) .

Da jeg kom til at kigge ud af vinduet, så jeg dette syn.
Kontravægten til den nok så berømte påsejlede jernbanebro over Limfjorden,
kom sejlende forbi.  Så fik jeg set det med - og I også.
I ønskes en god og hyggelig mandag aften.


søndag den 14. april 2013

Dukke Lillian (Dukke Mor) fandt sin ejermand.


Igår var det min mors fødseldag, og jeg havde lavet denne strikkedukke til hende.
Jeg var meget spændt på modtagelsen, 
for det må vist siges at være en ret personlig gave.

Håret og brillerne var en udfordring.
Brillerne fordi de blev lavet samtidig med fødselsdagsmiddagen,
og jeg skulle også nå at pakke dukken ind inden gæsterne og fødselaren ankom.

Men det lykkedes mig rimeligt.
Brillerne blev formet i ståltråd, og viklet med garn, der lignede farven på min mors briller.


Min mor har langt hår. 
Det er hendes stolthed, og det skal sidde på en helt bestemt måde.
Sådan måtte det naturligvis også være på dukken.
Jeg valgte 2 nuancer gule, 1 orange og ellers guldgarn.
Guldgarnet var også det, der blev brugt til at sætte det med.
Jeg rullede op i dunser, og hæftede det med guldgarn.


Smykkerne måtte naturligvis også med.
Der blev lavet en halskæde og et armbånd, der er med til at karakterisere dukken som min mor.
Initialerne på undertøjet ligeså.


 Hendes fine nye Ecco spadseresko måtte også med,
sammen med sportsstrømper i nylon.

Nedenunder ser I en glad fødselar,
og en Dukke Lillian (Dukke Mor), der fandt sin nye ejer.

Tøj nåede jeg ikke - men det er undervejs.