søndag den 11. november 2012

En teststrikker 'from Hell'


Det er såmænd mig i egen beskedne person, der henvises til.
Det skulle være så godt - men pludselig var jeg ude af en tangent -
og lige nu arbejdes der på at holde tungen lige i munden.
Jeg håber der kan skabes en slags resultat alligevel.

Det er Mizz Beezy, der tales om (stadigvæk).
Og jeg tror faktisk at Marion har ret, når hun foreslår et nyt navn.
Måske det skulle være en konkurrence til en give-away ? det tror jeg ..

(Bente Geil kan nok ikke helt stå inde for mine variationer over 
hendes i øvrigt så udmærkede opskrift og flotte kjole :o).)

MEN hvorom alting er - teststrikning er i min verden blevet et udvidet begreb.
HVAD der testes, må vise sig.

Jeg lagde hovedet i blød og lavede en strikkeprøve.

Problem 1 - hvordan få beezer og glatstrik på ærmet til at hænge sammen, når nu jeg så gerne ville strikke rundt .

Løsning = at lave 'tilbageløbsrækker' i vrang - og forkorte antallet af pinde i beezerne, så der kun er 4 i stedet for 5, som forneden på bullen og ærmerne.  Den løsning virker. (når det ikke ser sådan ud på strikkeprøven, er det fordi jeg i den første del af prøven ikke havde regnet den med tilbageløbene ud). 


Problem 2 -  At få topstykket til tilnærmelsesvist at ligne den på den oprindelige model.

Løsning - opgivet. Det lader sig ikke gøre, for den originale model er strikket på en helt anden måde med sideærmestykker, der strikkes oppefra (det var det Bente Geil gerne ville have teststrikket). Min løsning bliver noget i stil med en blandet raglan og bærestykke. Det lyder som en rigtig husmandsløsning, hvad det nok også er - men det ser ud til at kunne komme til at virke. Prøvede den på i aftes, og jeg er fortrøstningsfuld.

Problem 3 - at lave lange ærmer på en model med korte ærmer.

Løsning - her valgte jeg ensfarvede lange ærmer, startende forneden med en beeze kant. Jeg misforstod opskrift, og troede at ærmet skulle strikkes til bullen - deraf hele miseren. Det skulle have været strikket ovenfra som sideærmestykke. (jeg kan stadig ikke helt gennemskue hvordan).

Problem 4 - striber eller ej.

Løsning - det blev ej.  Ærmer og bærestykke er ensfarvede.


Problem 5 - forskel i beezers tykkelse i bærestykke, ærmekant og forneden i bullen.

Løsning - det gør ikke noget. Jeg kan ikke se forskel på om rækkerne består af 4 eller 5 rækker i beeze strik. Det ville derimod  gøre en forskel på ærmet, hvis ikke jeg lavede rækkerne kortere.

Problem 6 - at få lavet en halskant der ligner originalmodellen og en ordentlig aflukning rundt skuldrene.

Løsning - ja det kan godt give sved på panden.

Så vidt så godt.  Det er strik med udfordringer - men hvor der er en udfordring, er der også en løsning (håber jeg). Rigtig god søndag til alle. Her titter solen frem.



13 kommentarer:

Jette sagde ...

Sikke da et projekt du har gang i, kan godt forstå du får sved på panden...:o)

marion sagde ...

ok blev tabt allerede efter problem 2 tror jeg nok puhaa ville være total agressiv hvis dette var mit projekt tager hatten af for at du bare klør på :-)

Lis sagde ...

Ja jeg er også tabt men det lyder som om du har fat i den lange ende nu. Den bliver altså smadder flot, så bare klø på.
Husk nu at skrive hvordan du gør, så du kan lave din egen kjolemodel.

God søndag til dig.

Kh. Lis

Lisbeth sagde ...

Jeg er imponeret over din tålmodighed, men det ser ud til at det kan svare sig, at være tålmodig. Det bliver flot

Lea sagde ...

Mona, for pokker da hvor er du sej og vedholdende :-)

Jeg havde givet op forlængst!

Er meget spændt på det færdige resultat - og ønsker for dig at det går nogenlunde smertefrit.....

Fru Knudsen sagde ...

Du burde præmieres for din tålmodighed. Hos mig var den forlængst landet i den der kurv med UFOer. Det ender med du når i mål er jeg sikker på

Susan sagde ...

Flot - mange problemer og mange løsninger - spændende at se, hvordan du løser de sidste problemer.

Annelise sagde ...

Puha! Det var noget af en smøre. Jeg tror at jeg havde opgivet, man kan godt forstå at det tager sin tid at lave en opskrift. Sikke en tålmodighed du har. Er spændt på at se resultatet.

Hanne Rimmen sagde ...

Sidder og griner bredt her "teststrikker from hell" ha ha ha ... JA, jeg var jo ikke selv til stor hjælp og må også indrømme, at jeg er lykkelig over, at jeg er ikke er blevet spurgt om at være teststrikker på den her... opskriften er for mig helt sort snak, med en smuk kjole bliver det, ingen tvivl om den sag.
- og du er da jordens mest løsningsorienterede og tålmodige menneske. Det er nu bevist -fnis ;o)))

Strikkeheksen sagde ...

Ja, hold da op, Mona - det er utroligt som du holder ud :-)

Har også trukket en del på smilebåndet af den overskrift - det er jo en ren kioskbasker (selvom det efterhånden er et meget gammeldags ord ;-)Man kan simpelthen ikke lade være med at læse et indlæg med sådan en overskrift :-)

laj sagde ...

ja jeg sprang også lige let videre til at skrive her allerede efter problem 1 for det lød da rigtig svært

du er da en sej kvinde

Louise sagde ...

Pyha da Mona, sikke en række af problemer!
Du er da virkelig vedholdende og tålmodig :)
Har du set Bente Geil har søsat en ny model uden ærmer? Den er på vej hos en teststrikker...

Fru Olsen sagde ...

Bull terrier! Du bider dig fast! Godt gået! :-)