fredag den 16. september 2011

Kreativ Strik



 Idag var så den længe ventede dag, hvor det nye nummer af 'Kreativ Strik' nr. 14 - 2011 udkom.

Fra det sidste nummer af Kreativ Strik har jeg strikket en del af modellerne (se tidligere blog), og jeg var noget spændt på, om der mon var nogle gode opskrifter på strikkede kjoler i det nye, der kom idag.

Jeg har nemlig lovet mig selv en strikket kjole til vinter.

Og da det er et stort, og heller ikke billigt, projekt, må jeg hellere være sikker, og finde en rigtig flot model.

Og ganske rigtigt, på side 50 er der den sødeste kjole i hulmønsterbaner, der ligner rigtig meget det, jeg havde haft i tankerne. Det er noget specielt men meget lækkert garn fra designer Karen Noe (Japonica Flower 30% silke og 70% uld), og jeg kunne være usikker på, hvor jeg lige kunne få det. (Det viste sig, at nærmeste forhandler oplyses på www.karen-noe.dk)

Men måske var der en anden type garn, der kunne bruges ?

Jeg lagde vejen omkring min 'garnpusher' Hanne, der er indehaver af 'Den Røde Tråd' i Hals.

Den Røde Tråd er en lille, hyggelig og meget velassorteret garnforretning i Midtergade i Hals, hvor indehaveren, Hanne, altid er hjælpsom i forhold til at hjælpe med at finde en garn, der passer. 





Hanne i Den Røde Tråd, foran alle uldgarnerne.  Der er bare rigtig mange flotte farver fremme lige nu, og man kan let blive fristet.
 .  
Hanne er også flink til at bestille hjem, hvis der er noget, man mangler. 
Lige specielt i forhold til denne kjole, havde Hanne desværre ikke lige den garn, der passede. 
Der var en baby-alpaca, endda i en flot karrygul, der faldt i min smag. Men ak  - for megen hovedregning udi masketal + sandsynligheden for at den blev for varm, gjorde, at den lige blev skudt til hjørne. 

 Jeg kunne også vælge en anden model, for der var også lige den flotte, uldne kjole med de mange snoninger på side 76. Det var bestemt også en mulighed. Den er strikket i Madonna fra Permin (70 % Kid mohair og 30% silke). Jeg må vist hellere forblive i tænkeboxen indtil jeg er mere sikker i mit valg. Men jeg tror nu nok pilen peger i retning af den første .

Faktisk er der rigtig mange andre flotte modeller i det nye Kreativ Strik, så mon ikke 'Den Røde Tråd' bliver frekventeret rigtig mange gange her i løbet af efteråret ?

Julen begynder også at vise sig i horisonten, og det plejer at give basis for lidt ekstra strikkeaktivitet.










efterårsløv
                                             

1 kommentar:

Bebiane sagde ...

Spændende kjole du vil i gang med at strikke, den er flot. Hyggelig garnbiks I har i Hals, den må jeg huske næste gang, vi er på de kanter :-)