mandag den 29. august 2011

Haven i Hune

Forleden havde jeg igen fornøjelsen at besøge den nu afdøde kunstner Anne Justs have i Hune ved Blokhus i Nordjylland.    ( www.annejust.dk ). Vi var en flok kollegaer der var blevet enige om at aflægge haven et besøg.

Havens grundlægger Anne Just havde en drøm om at gøre det umulige.
Hun ville anlægge en have i den ufrugtbare sandjord ved Vesterhavet - jeg gætter på de lokale har rystet på hovedet. Men Anne Just var utrættelig - der blev kørt jord ind, planter blev indkøbt, Anne rejste på inspirationstur til England, hvor hun kom hjem med masser af ideer til spændende sammensætninger af stauder og andet. Og resultatet blev en overdådig frodighed, og uanset hvilken årstid man besøger haven, venter der et væld af farver og sammensætninger, man aldrig har drømt om.

Stauderne blander sig med hinanden i en farve- og form sammensætning man aldrig har drømt om. Farverne og formerne har givet inspiration til Annes billeder og keramik - hendes atelier kan man også besøge midt i haven. Det står som hun forlod det for 2 1/2 år siden.


 Annes billeder og keramik bærer præg af den samme overdådighed som den have, der har givet inspiration til meget af det.

Dette blot ment som en kort intro - for resten kan I læse om på havens hjemmeside. (I haven kan man også købe stauder, frø, etc).

Det, der glæder mig, når jeg besøger haven, er, at alt er muligt. Og haven er fuld af overraskelser. Omkring hvert hjørne venter der noget nyt, sjovt og overraskende. Om så det er et griseslot findes det også i haven. En gammel staldbygning, viklet ind i grønne gevækster, fyldt med grise i forskellige former og afstøbninger. Gamle keramikborde, små kroge, drivhuse, pavilloner - og masser af højbede.

Haven er frodig - den er volumiøs - og så er den ikke nippet og pillet - tingene lever deres eget liv, men er under kontrol.

Som relativt nybagt haveejer glæder det mig, at en have kan være sådan. Så føler jeg selv jeg kan slappe lidt af med at stikke kanter ud. Mine stauder er også begyndt at blande sig lidt med hinanden - ikke helt efter hensigten ganske vist - men nu kan jeg håbe, at den får det der tilsnit af 'engelsk have' eller 'haven i Hune' som gør den lidt særlig. (ok - indrømmet - der er lang vej endnu. )

Jeg mangler bla.a de mange stier, små trapper, søer  med åkander, højbede, pavilloner osv. der gør haven så spændende. Men Anne Just begyndte vel også et sted ..

Jeg er stadig på det niveau, hvor bøger af Claus Dalby og Signe Wennebjerg bliver gennempløjet, og hvor jeg opdager jeg har glemt at plante mine stauder efter farver og sæson, og at jeg har sat dem for tæt.  Men hvor er det godt at have noget at stræbe efter ..

Midt i en mur med efeu finder man pludselig dette hovede der puster vand ...

Og mon Tommelise gemmer sig i en af åkanderne ?

I sandhed en have, der appelerer til fantasien ..


Umiddelbart kunne jeg godt få lyst til at finde akvarelfarverne frem og kaste mig ud i et forsøg på at gå i Monets fodspor (ja, jeg ved det : han brugte olie) - måske er det det der skal til for at få gang i den kreative åre igen ?

Lige nu er sommeren ved at gå på hæld, men der er stadig masser at se på. Om foråret er der et væld af tulipaner og forglemmigej - også i en farveglad sammensætning.

Haven er åben fra maj til oktober - og er som sagt bestemt et besøg værd for de, der er interesserede. Og for de, der lige har brug for et pusterum fra en travl hverdag.



I dette drivhus kan er der små cafe borde, hvor man kan købe kaffe.
Eller bare sidde og slappe lidt af ..
Eller måske gå i læ hvis det regner ..
Måske nyde lyden af springvandet ?

Eller blot lade sig inspirere af drømmen om det umulige der alligevel lod sig gøre ..


2 kommentarer:

Doreen Møller Holmquist sagde ...

Den ville jeg godt opleve

Britta sagde ...

Tak for den guidede tur. Dejligt med lidt skønhed her på stenbroen, hvor skyderier er dagligdag... Det sker garanteret ikke i den have.
Er forresten lige ved at lave laks i bananblade - bortset fra at det så er torsk, og at det er i stanniol. Eksperiement... 4-5 skiver banan oven i hver pakke :o)